Magnus og kæmpesneglen

er var engang en dreng. Drengen hed Magnus. En dag var Magnus ude at gå en tur i skoven, da han mødte en gammel kone. Konen sagde med sin meget hæse stemme: ”Goddag unge mand. Jeg har brug for din hjælp. ”. Hun holdt en lille pause. ”Ser du? Min kælemyg, John-John Travoltata, sidder fast oppe i det træ der ovre. ” Hun pegede på et stort egetræ. Magnus svarede lidt skeptisk: ”Hvad vil du have, jeg skal gøre ved det, gamle kone? ” ”Vil du ikke hjælpe mig med at få ham ned? ” Spurgte konen. ”Det kommer da så sandelig an på, hvad jeg får ud af det! ” Svarede Magnus, hvortil konen sagde ”Hvis du kan få John-John Travoltata ned til mig i god behold, vil jeg opfylde et ønske for dig. Hvordan lyder det i dine ører? ” Det gik Magnus med til. Han hentede John-John Travoltata ned fra træet uden besvær, og afleverede ham til konen. Nu måtte Magnus få et ønske opfyldt. ”Hvad ønsker du dig så, unge mand? ” Spurgte konen. ”Jeg vil kunne forstørre, og tæmme et hvert dyr, insekt og menneske. ” Sagde Magnus beordrende. ”Abracadabra! Fluer, fisk og aber, Formosus-rexus natus! ” Nærmest råbte konen, lilla røg fyldte skoven, Magnus mærkede et sug i maven og konen var forsvundet. Nu var det tid, for Magnus, til at prøve sin nye superkraft. Han gik hen til det første dyr han så, hvilket var en lille snegl. Han stirrede bare på sneglen og koncentrerede sig. ”Crescunt et erunt mihi! ” Ordene forlod hans mund som skidt fra en spædkalv. Han vidste ikke, hvad han sagde, heller ikke hvordan han lige pludselig kunne sige ord, han ikke kendte, men i hvert fald voksede sneglen til 32,6 gange dens originale størrelse, og spandt som en kat. Magnus klatrede op på sneglehusets top. Det var lidt af en opgave, taget i betragtning at et sneglehus er ret glat. Han hviskede til sneglen: ”Deinceps! ” Hvilket i hans hoved lød som ”Fremad! ” og sneglen sneglede sig fremad. Det gik mindst ligeså hurtigt som på en hest, hvilket var overraskende i forhold til hvilket dyr, det var, han sad på. Da de kom til en by, sagde Magnus: ”Fregit! ” til sneglen, som han havde navngivet John-John II, hvilket for ham lød som ”Brems! ”, og sneglen bremsede. Han fandt ud af, at han kunne styre sneglen med sine tanker uden at sige en lyd, så han fik parallelparkeret den mellem to biler, som var den en bil. Da Magnus var en dreng fra landet, var han glad for at komme til byen. Han vidste nemlig, at han ligesom så mange andre, ville prøve at finde lykken. Han vidste bare ikke, hvad lykken helt præcist var. Han gik derfor ind på byens bibliotek og læste en masse eventyr om andre, der havde fundet lykken. Da han havde læst alle bibliotekets eventyr, kom han frem til, at for at være lykkelig, skulle man have: prinsessen, det halve kongerige, rigdom og berømmelse, så han gik tilbage til John-John II, satte sig op på den og satte kurs mod nærmeste slot. Efter at have redet i et par timer, var det blevet mørkt, og eftersom sneglen ikke hverken havde for- eller baglygte på, besluttede Magnus sig for at slå lejr i vejkanten. Ved daggry drog Magnus og John-John II videre på deres færd. Da de endelig ankom, hoppede Magnus af John-John II og så, at der hang en plakat med overskriften ”Sværdduel! ” på slotsmuren. På plakaten var der et billede af en meget smuk prinsesse, og under det stod: ”Jeg, Kong Bob, udfordrer enhver mand til en sværdduel. Den, som kan besejre mig, skal få prinsessen til kone og det halve kongerige! ”. Dette var den perfekte mulighed for Magnus, til at finde lykken. Han havde heldigvis gået til rollespil lige så længe, han kunne huske, så han følte sig ret tryg ved situationen. Magnus gik derfor ind på slottet og udfordrede kongen til en duel. ”Hvad får dig til at tro, at du kan besejre mig? ” spurgte Kong Bob. ”Jeg er en ridder med sværdkamp niveau 7. Du har ingen chance, gamle mand. ” svarede Magnus. Han lånte et sværd af kongen, og deres sværdduel begyndte. De kæmpede indtil midnat, hvor Kong Bob endelig faldt om. ”Tillykke, Magnus! Du har besejret mig. Du får nu, som lovet, det halve kongerige, prinsessen til din kone og mine folk vil sørge for at skrive om dig i avisen. ”. Magnus var helt sikker på, at han ville blive lykkelig nu. Efter at han havde mødt prinsessen og var blevet stoppet på gaden af folk, der ville tage et billede med ham utallige gange, følte han sig da også lykkelig. Eller gjorde han? Han begyndte at overveje om det, han oplevede, i virkeligheden var lykke, om penge, berømmelse og en smuk kone kunne gøre ham glad og om han i virkeligheden blev mindre lykkelig, jo mere han prøvede på at blive det. Sådan tænkte han hver dag i et helt år, før han endelig forlod sin smukke kone, det halve kongerige og berømmelsen for at komme tilbage til sit gamle, fattige men alligevel lykkelige liv, med en mor, der elskede ham og lavede mad til ham, en mildt ukomfortabel seng og selvfølgelig en masse venner, han kunne spille rollespil med. De var selvfølgelig alle ret forundrede over, at Magnus kom hjem på en kæmpe snegl. De spurgte alle ind til, hvor han havde været det seneste år, og i løbet af de kommende par måneder, blev han inviteret til mange frokoster, hvor han fortalte om sit eventyr, som slet ikke var så eventyrligt alligevel. Nu var Magnus i hvert fald helt sikker på, hvad lykke betød og ikke betød, og på at det havde været lige foran næsen på ham hele tiden.