Analyse af 'Det er ikke studenterhuen, der trykker'

Det er ikke studenterhuen, der trykker hos mine kammerater

Louise Hansen siger i sin tekst, at det ikke kan være rigtigt, at gymnasieelver kommer så let igennem de cirka 600 skoledage, som gymnasierne byder på. I teksten ”Det er ikke studenterhuen, der trykker hos mine kammerater”, beskrives der hvor let det er for folkeskole elever, at komme ind på og gennem gymnasiet. Der er for mange elever, der ikke rigtigt gider skolen, men bare har taget en ungdomsuddannelse, for at komme videre i systemet. Disse elever kommer igennem gymnasietiden, ved at præstere det absolut minimum de kan – uden at der kommer de helt store konsekvenser ud af det.

Problemet er, at regeringen betaler gymnasierne for hver eneste elev, der dimittere. Det er ikke fornøjeligt for gymnasierne at have et så lavt budget, at de ikke engang kan sætte større fokus på kvaliteten i elevene frem for kvantiteten.

Gymnasierne har altså ikke råd til at smide alle de elever, der ikke er engageret inden for skole, ud af gymnasiet, hvilket er ret skræmmende. Derfor tøver gymnasierne med at give de elever, med for meget fravær og for lidt udbytte i timerene, konsekvenser, da det ville gå ud over skolens budget.