Analyse af Ernest Hemingways 'Hvem Ringer Klokkerne For?'

”Hvem Ringer Klokkerne For” Er en antikrigsroman der forgår under den Spanske Borgerkrig, skrevet af den amerikanske krigsveteran og antifascist; Ernest Hemmingway. Den blev udgivet i året 1940, der stod i fascismens tegn. De spanske fascister havde netop året før vundet borgerkrigen, der kostede 500.000 spaniere livet, og tyskernes fremmarch i Europa syntes ustoppeligt.

Hemmingway, der selv må have indset, at krig var uundgåeligt, har skrevet romanen med langt færre pacifistiske ideal-træk, og langt flere tilråb til den gamle generation, der allerede havde slået rod i deres hjemland. Så de kunne drage i krig og bære de unges byrde. Fordi for Hemmingway, der selv var en del af ”den tabte generation” vidste han, at de unger der drog i krig, uden at have arbejde, hus eller kone at komme hjem til, de var de hårdest ramte, for de kom hjem tomme inden i og havde intet at fylde dette tomrum med. Så ”Hvem Ringer Klokkerne For” fraråder ikke, at man drager i krig for at forsvare demokratiet, nej. Den siger indirekte, at nederlag er en umulighed, at intet er mere værd, end at demokratiet vinder. Hvilket også gav mening, i takt med at ideologi havde gjort sit indtog på krigscenen i midten af det 20. årh. Hvilket betød at, en hver form for kapitulation ville ende med slavelignende tilstande, der er frihedsberøvet og rige på undertrykkelse. Så for Hemmingway, der er det en påtvungen pligt at deltage i krigen. Så – I modsætning til mange andre antikrigsromaner – (såsom Intet Nyt Fra Vestfronten) lyder budskabet ikke ”Hæren er aldrig et sted for noget menneske”, men derimod lyder det ”Hæren er ikke noget sted for et menneske, så længe krig kan undgås, hvis ikke det kan undgås, så er det en pligt, at gøre sig bedste for, at demokratiet overlever.” Hvilket bliver opsumeret meget godt af Robert Jordans guide, Anselmo: ” ”Men jeg har en ting som intet menneske og ingen gud kan tage fra mig, og det er bevidstheden om, at jeg har gjort et godt arbejde for republikken. Jeg har arbejdet hårdt for de goder, som vi alle skal være fælles om senere Jeg har gjort mit bedste lige fra den dag bevægelsen begyndte. Jeg er kun ked af, at vi måtte dræbe.(s. 245)”