Analyse af Ernest Hemingways 'Doktoren og doktorens kone'

Ernest Miller Hemingway, som er hans rigtige navn, dog bliver han kaldt for Ernest Hemingway, er født den 21.7.1899, død den 2.7.1961. Hemingway var amerikansk forfatter, født i Oak Park i Chicago, Illinois. Dog i sommerperioderne tilbragte han meget af sin tid hos familien ved Wallon Lake i Ojibway stammens land i Michigan. Hemmingways første bog fik titlen ”Three Stories & Ten Poems” der udkom i 1923 i Paris. I denne bog kom Ojibway-stammens og dets landskab, de oprindelige beboere samt deres værdier til stede. Vejen til Paris og den unikke anerkendelse gik via et halvt års læretid som storbyjournalist ved Kansas City Star, efterfølgende deltog han i 1. Verdenskrig som frivillige i Røde Kors ambulancekorps på den italiensk-østrigske front. Under første verdenskrig, som 18-årig blev han såret og kom under genoptræning i Milano. Under opholdet i Milano oplevede han ulykkelig forelskelse, hvilket inspirerede ham til at skrive antikrigs og kærlighedsromanen ”A farewell to Arms” 1929. Senere drog Hemmingway til paris efter et godt råd fra lærermesteren ham selv nemlig Wood Anderson. I Paris var han korrespondent for Toronto Star 1921-1926. Som journalist havde han lært sig en enkelt stil, der især i novellerne om den selvbiografisk inspirerende Nick Adams-figur, virker gennem antydning og kommunikerer ikke udtrykte følelser ved underdrivelse og præcis, ordknap gengivelse af fysiske detaljer. Efter første verdenskrig søgte han det oprindelige og menneskelige: Mod, kærlighed og venskab. Derudover var han også fysisk aktiv og dyrkede det sanselige, det man kalder storvildtsjagt, tyrefægtning og boksning, han søgte adrenalinkicket. ”Hvor der kræves mod og overvindelse af dødsfrygt”