Jeg tog, det jeg troede, var dagens sidste bad og tændte en cigaret, som jeg røg på toilettet. Jeg lukkede øjnene og pustede langsomt røgen ud gennem næsen for at få hele virkningen med. Selv gik jeg under navnet Bella. Intet efternavn, kun et fiktivt fornavn. De, der besøger den dårligt konstruerede hjemmeside, ser kun et billede af mig i bikini og med ansigtet sløret til uigenkendelighed. Kun de der betaler, får mig at se og mærke i den virkelige verden.Ikke engang de andre piger kendte mit rigtige navn. For dem var jeg Isabella Poulsen, endnu et fiktivt navn. Et slags kunstnernavn to. Jeg havde vænnet mig til kun at bruge det navn, Isabella Poulsen. Jeg huskede ikke hvornår jeg havde udtalt mit dåbs navn sidst. Muligvis på et offentligt kontor for nogle år siden.Det bankede på døren. Jeg reagerede ikke, men tog endnu et langt sug på cigaretten."Bella?" Det var Janni, klinikkens bestyrer.Irriteret pustede jeg røgen mod døren. "Ja?""Kan du nå én kunde mere?""Nej. Lad en anden klare det.""Du klarer det lige, ikke?" Hvis man ikke hørte efter når Janni 'spurgte' var der store chancer for at blive trukket i løn. Og når man får sin hyre udbetalt i hånden hver dag, udenom offentlige instanser, er der ikke mange steder at gå hen med sin klage. Janni bankede ivrigt på døren igen. "Han er her allerede. Det er Dierk og han venter."Jeg rejste mig op og smed cigaretten i toilettet. Den døde ud med en hvæsen.Den lille, fede pølsetysker med slikhåret og cigar ånden. Altid i den samme slidte habit og lortebrune sixpence kasket. Han var lavere end mig, men vejede sikkert over dobbelt så meget. Hans lille overskæg var farvet mørkegult, efter de tusindvis af cigarer der havde dinglet mellem læberne gennem årerne. Han smilede og blottede hele rækken af ujævne, mørke tænder. Det var rutine med ham. Nogle minutters famlen rundt på kroppen, efterfulgt af en prusten og stønnen. Jeg holdt vejret så længe jeg kunne, for ikke at lugte for meget til hans sure ånde. En halv time senere stod jeg under bruseren igen og forsøgte at vaske hans berøringer væk. Jeg havde fornemmelsen af, at det ikke ville lykkedes. Jeg låste mig ind i min lejligheden, sparkede skoene af og gik ud i køkkenet. Mens toasteren varmede min aftensmad op, ristede jeg tobakken fra en cigaret og blandede hash op i. Da det var rystet sammen lagde jeg det på et filterpapir med et greengo paper og rullede det sammen til en joint. 21-forestillingerne i fjernsynet var begyndt. Jeg slugte min pille mod angst, tog toasten ud og spiste den til en serie om Pablo Escobar. Da de første reklamer afbrød serien, skruede jeg ned for lyden, lagde mig på sofaen og tændte jointen. Jeg kiggede op på den mørke himmel gennem skråvinduet over mig. Skyerne sejlede langsomt forbi en, som en robåd på et mørkeblåt hav. En varm og behagelig bølge af velværd nåede helt ud i de fjerneste afkroge af min krop, og gjorde mine lemmer tunge. Mine tanker blev langsomt visket ud, og snart var det, det eneste jeg hørte, mit eget tunge åndedrag.
Det er gratis at oprette en konto