Hovedpersonen Jon tumler med rigtig meget. Rigtig, rigtig meget! Han er nemlig både søvngænger, har restless log syndrom, falder i søvn uden varsel, lider af søvnløshed, ofte har han hovedpine, han bliver svimmel, han har ondt i sine led, og det er virkelig kun begyndelsen. Derud over er han har rige og berømte forældre og en fantastisk lillebror, der til og med er yndlingsbarnet.
Jon går i gymnasiet og med hjelm. Han har ikke noget imod at skille sig ud. Han er syg. Og så kan han godt lide stjerner. Stjernerne bliver en vej ud af det hele, når det bliver for svært. Man kan altid finde vej til stjernerne, og så kan følelserne få en pause. Og meget af tiden er det netop, hvad Jon føler, han har brug for. En pause.
For pludselig dukker Ol op i hans liv. En sen aften, forslået, og så forsvinder han igen næste dag. Næste gang han dukker op, er det noget med en død hund, der skal stjæles. Og Nadia som går i balkjole og gummistøvler og altid er sur på både Ol og Jon.
Forfatteren har selv sagt, at han syntes, der manglede en bog om en dreng, der ikke sprang ud som bøsse. Måske har der engang manglet bøger om mennesker, der efter mange og lange kvaler fandt sig til rette med deres seksualitet, men det gør der ikke længere. Ronnie Andersen havde ret, denne bog manglede, men der var bare ingen, der vidste det. Jons manglende selvindsigt og konsekvente afvisning af sine følelser giver et smukt billede af et autentisk menneske. Jeg tror, der findes mange som Jon, og for deres skyld er jeg glad for, at Ronnie Andersen findes.
Det er gratis at oprette en konto