Kortfilmen Bawke fra 2005 af Hisham Zamam, følger en dreng og hans far der gennem længere tid har været på umulig flugt igennem Europa. Og endelig er nået deres destination, Norge. Filmen følger de to efter de er nået frem, og vi får at se hvordan de koperrer med at være flygtninge i Norge.
Jeg vil i denne tekst analyserer og fortolke kortfilmen Bawke, med fokus på forholdet mellem far og søn. Derudover vil jeg perspektivere den til Politikens artikel ”Fotografiet af børnelig på stranden deles på sociale medier” af Anders Legarth Schmidt. Da jeg føler den præsentere risikoerne ved at immigrerer med sin familie meget godt.
Personkarakteristik
Far: Faren er meget selvopofrende over for sin søn. Dette bliver der gjort særligt udtryk for i kortfilmen 2 gange. Første gang da han sidder med sin søn på toget uden billet. Her beslutter han sig for at styrte ud af toget på den mest mistænkelige måde muligt, for at tiltrække togkontrollorenes opmærksomhed og få dem ud af toget. Derved ofre han sig selv for at sønnen kan komme videre, uden at blive fanget i at være blind passager. Den anden gang er ved slutningen af filmen. Hvor faren sidder i politibilen og sønnen kommer op til ruden hvor faren sidder, banker på og kalder ud til ham. Men i stedet hvor at sige farvel til sin søn, eller tage ham ”med i graven”. Beslutter han sig for at ignorere ham for at sikre sønnens fremtid i Norge. Faderen lader også til at have den meget standard migrant tanke om ”et bedre liv” og giver udtryk for dette da han prøver at tage sønnens fodbold kort af ”Zidane”, og da sønnen nægter fortæller faren ham om hvordan han selv kan blive ligesom Zidane her. Hvilket udstråler præcist hvor storre farens tanker om dette nye land er.
Det er gratis at oprette en konto