Analyse af Steen Steensen Blichers 'Hosekræmmeren'

Blichers noveller foregår ofte ude i de jyske heders lokalsamfund, hvor han i øvrigt selv voksede op. Blicher har i disse bondesamfund øjnet mulighederne for at skabe koncentrerede fortællinger om sociale forhold og erotiske bedrifter. Han bruger sine skrivekundskaber alsidigt, og det kan derfor være svært at genrebestemme hans noveller. Man taler derfor i stedet om den blicherske novelle som en genre i sig selv, og som er defineret ved nogle af Blichers mest typiske træk. Atypisk for sin samtid opererede Blicher ofte med en utroværdig jeg-fortæller, hvilket stiller højere krav til læseren, som skal forholde sig kritisk til fortællerens beretninger. Et andet særegent element i den blicherske novelle er tiden. I Hosekræmmeren bruger Blicher tiden som værktøj i afhandlingen af de skæbnesvangre scenarier, og det præger i høj grad også handlingen, som er velovervejet kompositorisk sat sammen. Helt særligt starter novellen med et par verslinjer: ”Den største Sorg i Verden her / Er dog at miste den, Man har kjer.” Fortælleren har brugt linjerne som en introduktion til novellens mørke undertoner. Verslinjerne stammer fra Cecils sørgmodige vise om smertelig længsel efter hendes elskede Esben. De selv samme linjer går igen i slutningen af novellen, men her har fortælleren dog valgt at lave et par få ændringer: ”Den største Sorg udi Verden her / Er dog at skilles fra den, Man har kjer.” Fortællerens omfortolkning giver udtryk for en sympatisk bedrevidenhed. Verselinjerne virker som et forsøg på at skabe forståelse eller en form for konklusion. Fortælleren har haft rig mulighed for at sætte sig i perspektiv over tragediens forløb, og de petitlige ændringerne af ord i verselinjerne har stor betydning for udtrykket. Fortællerens afsluttende verselinjer er et udtryk for personlig erkendelse af livets hårdhed. At fortælleren skriver udi i stedet for i, tyder på et mere distanceret forhold til profetien i linjerne. Cecilia er derimod forankret i sine følelsers magt og er derfor i sin fulde ret til at bruge det mere autentiske i. Samtidig fortolker fortælleren det at skilles fra, og ikke det at miste, som den største sorg i verden. En sorg som i Hosekræmmeren bliver affødt af samfundets materialisme, hvor økonomi er vigtigere end kærlighed.