Alle mennesker har en familie, men hvad gavner det egentlig at have en familie? Hvordan vil man være hvis man voksede op isoleret? Og hvornår har man en god familie? Er det når man får alt, hvad man peger på, eller får en masse kærlighed?
Hvornår er man en rigtig familie? Det spørgsmål undre jeg mig tit over, For er det forkert at have to af det samme køn, som forældre, eller være adopteret.? Jeg husker en gang i 2 klasse, hvor en af mine kammerater sagde til mig, at han havde to mødre. Den gang synes jeg det var helt forkert og kunne slet ikke forstå det. Jeg husker hvordan frustrationen bredte sig i kroppen på mig, og hvordan mit syn ændrede sig over for ham.
Mange familier består af en biologisk far og mor, men kan man egentlig også være en familie, hvis man er adopteret, eller er det så en uægte familie? For mange adopteret børn, kalder de mennesker, som har adopteret dem for mor og far, men er det forkert? Nogle gange tror jeg at vi kan have et for kritisk syn på andre, og hvad der er rigtig? For jeg mener ikke at det gør en forskel om man er adopteret, har sine biologiske forældre eller har to af det samme køn som forældre. Det er her, jeg synes vi bliver for kritiske, ligesom i Rusland, hvor der falder brænde ned, hvis man er sammen med en af det samme køn. Men er det ikke okay, hvis man er forelsket i personen? For handler en familie ikke om kærlighed og hinandens tryghed?
Det er gratis at oprette en konto