Dette er din mor, Elena Starkawskij. Når du læser dette brev, er du sikkert blevet voksen og har garanteret også fået dig en vidunderlig familie.
Jeg skriver til dig nu, fordi jeg er kommet i en situation, hvor jeg ved, at jeg ikke vil kunne overleve. Der er så mange ting, jeg ikke har fået dig fortalt, men det hele er gået så stærkt, at jeg ikke har taget mig tid til at fortælle dig det. Din fars og mit liv har ikke altid været så let, da der altid har stået noget i vejen for os begge.
De sidste mange år har været meget hårde, især under Stalins diktatur. Jeg blev født i 1900-tallet, og det samme gjorde din far. Da Zaren kom til styre, sad han og legede med alle pengene, mens arbejdere og bønderne arbejdede hårdt for at tjene deres løn.
På det tidspunkt var mine forældre blot to blandt mange millioner af mennesker. Der var bønder, som skulle arbejde hårdt for at få deres løn. Forholdene var elendige og samlet set tog alt en tragisk drejning, da vi ikke fik ordentlig mad at spise og nogle dage, kunne vi gå sultne i seng.
Den 22. januar 1905 var mine forældre og jeg med til en stor demonstration mod zar familien ved Sankt Petersborg. Vore præst var gået i spidsen for os og for Ruslands millioner af fattige, der var imod de dårlige forhold for bønder, arbejdere og de høje fødevarepriser. Demonstrationen gik langt fra som planlagt. Zaren var flygtet langt borte og havde sat alle sine soldater foran Vinterpaladset. Soldaterne åbnede ild og skød folk fra alle sider, flere tusinde mennesker var blevet dræbt på stedet. Da det skete, var jeg ikke særlig gammel. Krigen og demonstrationerne varede i mange år. Personligt så støttede jeg Bolsjevikkerne under krigen, således gjorde mine forældre.
Det er gratis at oprette en konto