Jeg trækker langsomt ned i håndtaget, mine håndflader er svedige. I mit hoved kører tankerne rundt, jeg kan mærke suset i min mave. Lige da jeg skal til at åbne døren, kalder Emil. ”Oskar, der er altså kun 2 minutter tilbage af frikvarteret”. Typisk, jeg vidste jeg skulle have gået herover alene. Jeg svarer: ”ja ja jeg kommer nu”. Emil er min bedste ven, i hvert frikvarter går vi over til det forladte hus, der ligger lige bag skolen. Det har vi gjort igen siden vi begyndte i 6. Klasse.
De sidste 2 timer gik hurtigt. Da vi fik fri skyndte jeg mig ud til cyklerne, for at være sikker på at komme før Amanda. Amanda går i min parallelklasse, jeg synes hun er lidt sød, hendes mørkeblå øjne skinner når man kigger i dem. Vi er naboer, så vi plejer at følges hjem. Jeg står og kigger hen mod den dør hun altid går ud af, når hun skal ned til cykelskuret. Med et får jeg øje på hendes lange blonde hår, som skinner i sollyset. ”Hej Amanda, skal vi følges hjem?”, råber jeg. Jeg får intet svar. Jeg prøver igen. ”AMANDA..?”. Jeg bliver afbrudt af en lys og behagelig stemme. ”Okay, hvorfor ikke”. ”FEDT!”, tænker jeg.
Det er gratis at oprette en konto