Romantikken var en kunstnerisk bevægelse som langsomt udviklede sig i Europa i slutningen af 1700-tallet til slutningen af 1800. Perioden var mørk og mystisk, følelsesladet, subjektiv, dybsindig, fantasifuld, rørende, åndelig, individualistisk, sødmefyldt, magisk, der er masser af tillægsord.
Perioden spillede en helt speciel rolle for ét bestemt land, nemlig Tyskland, som i midten af det 18. århundrede var i en slags kulturel undtagelsestilstand. Der fandtes to hovedretninger opkaldt efter de byer de centrerede sig i: Jena og Heidelberg. Grundlaget i Jena-romantikken var en panteistisk tankegang; verden var gennemstrømmet af en universel ånd. Med filosoffen Schellings ord: Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket.
Det var et voldsomt opgør mod klassicismen og rationaliteten fra oplysningstiden. Romantikken satte nu individet i centrum med dets tanker og følelser, dets personlige udvikling og religiøsitet. Fornuften blev kasseret, og kunsten talte nu kun til følelserne, i stedet for intellektualiteten.
Vi kan inddele Romantikken i Europa i tre perioder: Den tidlige romantik (fra 1796-1802), Højromantikken (fra 1805- 1815) og til sidst Senromantikken (fra 1815 og frem). Årstallene er selvfølgelige upræcise, for perioden Romantikken var en flydende periode, der ikke startede med en bestemt hændelse.
Pjotr (Peter) Iljitj Tjajkovskij blev født d. 7. maj 1840. Han var en russisk, nationalromantisk komponist, der både komponerede orkestermusik, operaer og balletmusik. Tjajkovskij var fra barndommen usædvanligt intelligent og kunne f.eks. som 6-årig flydende russisk, fransk og tysk. Trods det levede han et ulykkeligt og ensomt liv, og han var tilsyneladende homoseksuel. Han døde d. 6. november 1893 af kolera.
Det er gratis at oprette en konto