I mine øjne var Baby Blue en forestilling der prøvede at række ud til publikum på så mange forskellige måder, at det derimod mistede publikum til uforståelighed og uoverskuelighed. Det var rigtig ærgerligt, for hovedsageligt var det jo musikken det hele handlede om. En teaterkoncert. Og en god koncert var det. Men opmærksomheden på den yderst vellydende musik blev distraheret af en masse forvirrende scener og effekter, som gjorde at det faktisk er dem, jeg husker bedst fra hele forestillingen.
Dog var Trine Dyrholm rigtig god i rollen rent skuespilmæssigt. Hun fik løftet de lettere amatøragtige sceneshow rigtig meget, og ramte musikkens stemning perfekt. Men man kan ikke komme udenom at de andre performere var en lille smule kejtede, og i stedet for at nyde det, fangede man nogle gange sig selv i at sidde og bede til at der ikke gik noget galt, såsom at falde på scenen, som en af dem faktisk gjorde.
For at fokusere på det vigtigste, nemlig musikken, skal det pointeres at Steffen Brandt havde fået samlet en flok yderst velspillende musikere og en sal med rigtig god akustik og det var det mest positive ved hele forestilling. Meget stemningsfyldt, fulgte de Steffen Brandt, og deres engagement skinnede klart igennem. De kunne lide hvad de lavede. Det var også tilfældet med Steffen Brandt. Man kunne se at han var stolt og sikker på sig selv, og det var vigtigt for forestillingen at have noget selvtillid og stabilitet i hele udtrykket. At han skulle have så meget grund til at være stolt af sine oversættelser, kan jeg ud fra mine egne bedømmelser ikke stå inde for. Jeg kunne ikke kende Bob Dylans univers i Brandts tekster, og det er netop det lidt syrede univers der gør Dylans musik så unik.
Det er gratis at oprette en konto