Da jeg læste den side, Jon Bøge Gehlert havde skrevet i Politiken fornylig, blev jeg vred. Jeg synes, hans holdninger er langt ude. Derfor valgte jeg at skrive et debatindlæg. Jon skrev, at børn altid vælger det sjove. Det er selvfølgelig rigtigt, og det skal de også. De skal nyde deres barndom, og have al den sjov de kan få. Jeg tror ikke, der er særlig mange, der ville være glade for deres barndom, når de bliver voksne, hvis de er blevet pacet af deres forældre, fra de var helt små. De fleste vil nok hellere tænke tilbage på de mange skræmmer, blåmærke, ødelagte og beskidte bukser, og måske en brækket arm, end en fiberspringning, da de var små. Han mener dog, at forældrene skal træde i karakter og presse deres børn. Det er jeg uenig i. Jeg mener, at børn selv skal vælge, om sporten vil være en hobby eller deres liv. For det er der nemlig stor forskel på. En hobby er noget man gør få gange om ugen, og hvis det er ens liv, har man nærmest ikke tid til andet. Hvis man allerede fra man er helt lille, ikke laver andet end sport, og man ikke har tid til at lære nye mennesker at kende, så får man det svært, hvis drømmen om at blive professionel sportsudøver ikke går i opfyldelse. Jeg har selv store erfaringer med fodbold, og man kan tydelig se hvilke børn der er blevet pacet af deres forældre. De børn der er blevet pacet har tit sociale problemer fordi det eneste de tænker på er at præstere og vinde. Hvilket kan være meget usundt for barnet.
Det er gratis at oprette en konto