Tronfølgen

Der var engang et meget smukt kongerige, med store, grønne marker, fantastiske skove og vældige floder. I dette kongerige herskede der en smuk, smuk dronning og en mægtig konge. For at riget skulle forblive i familien, skulle der fødes en dreng som tronarving. Kongen og dronningen prøvede og prøvede på at få en sød lille prins, men de fik kun piger. Efter den syvende prinsesse var født, kunne de godt regne ud, at der nok aldrig rigtigt ville komme en prins, så de gav op og håbede kun på et mirakel.

Men en dag da kongen var på vej til nabolandsbyen gennem kongeriget med de store, grønne marker, fantastiske skove og vældige floder, mødte han en gammel, puklet enke. Hun stoppede ham, og tog fat i hans arm. ”Hvis du møder mig i skoven ved midnat, skal jeg nok få kureret din kone, som ikke kan føde drenge, men du skal komme alene, og ingen andre end du, må få det at vide!”, hvæsede den puklede enke smågrinende. Kongen blev så glad, at han skyndte sig hjem gennem kongeriget for at fortælle det til sin dronning og resten af riget, men på vejen hjem kom han i tanke om, at han jo ikke måtte fortælle det til andre, og hellere måtte snige sig ud om natten. Samme nat sneg kongen sig ud og drog afsted: ”Hun snyder dig”, lød det hviskende. Kongen undrede sig over, hvor det kom fra, men tænkte, det nok bare var hans fantasi. Men senere hørte han den samme hvisken igen, og da han hørte det for tredje gang opdagede han, at der havde siddet den samme krage i alle de tre træer som han var redet forbi: ”Enken du besøger, vil prøve at snyde dig, men jeg vil ikke lade hende, hun vil udsætte dig for tre umulige prøver, som jeg nok skal hjælpe dig med, men kun hvis du lover aldrig nogensinde at lade en jæger skyde en krage”. Kongen blev overasket men lovede at give sit ord, hvis han blev reddet, og han red dermed videre gennem kongeriget, med de store, grønne marker, fantastiske skove og vældige floder.