Dansk eksamen 2016 maj

For Præcis 10 år siden, startede min lange rejse mod frihed. Mit navn er Ali, jeg kommer fra Israel. Det hele startede med at min far kom ind, omkring midnat, og vækkede mig og min bror Hassan. Han sagde med frygt i øjnene, at det var på tide at komme væk, hurtigt. Min far var en slags politiker, men han var ikke enig med systemet, så de ville af med ham. Min fars bedste ven døde igår, ham og hele familien, brændt ihjel, i deres eget hus. Nu var de efter os, så vi havde travlt. Efter godt 20 minutter, havde vi alt vi kunne bære, både far, mor, Hassan og jeg. Da vi begyndte at gå, begyndte det stille og roligt at gå op for mig, at vi var på ?ugt. Jeg var kun 7 år den dag, utroligt at tænke på, det er så langtid siden. Min far havde ringet rundt til et par gamle venner, og aftalte vi skulle følge med en ?ygtninge gruppe, som skulle mod Europa. Hassan og jeg var de eneste børn i den lille ?ygtninge gruppe. Gruppen bestod af 11 andre, vi ikke havde nogen ide om hvem de var. Vi skulle gå ud til en lille havn den første dag, men vi kunne kun gå om natten, ellers ville de ?nde os. Vi gik indtil solen er ved at stå op, så skulle vi til at ?nde et sted at holde til. Hassan, som er 2 år ældre end mig, spottede en meget gammel lastbil, med en trailer på. De ældre blev hurtigt enige, det var her vi skulle gemme os, kort tid efter lå vi alle 15 i traileren. Mor og far sagde til min bror og jeg, at det ville være bedst for os at få noget søvn, vi gjorde som de sagde og prøvede at sove. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg høre et kæmpe brag, det er lyden af en bildør der blev smækket. Alle vågnede dog først da lastvognen tændte og begyndte at give gas. Vi var fanget i en lastvogn, som om det hele ikke var slemt nok. Ingen af de gamle havde nogen ide om hvor vi var på vej hen, det var noget rigtig lort, vi skulle nå hen til den havn. Min far sad bare og kiggede fortvillet ud under presenningen, han havde helt mistet håbet. Jeg sad bare og kiggede på min pappa, da han ligepludselig gav et ryk i sig, skyndte sig op og stå og sagde han kunne se havnen, alle var helt oppe og køre. Der var bare et problem, lastvognen holdte ikke stille. De ældre sagde vi skulle hoppe af, så vi dannede en lang kø, Hassan og jeg skulle hoppe først. Hassan og jeg var hurtigt ude og så kom de andre lige så stille. Efter far skulle en anden mand afsted han havde ikke sagt noget hele turen. Han løb for fulde kræft ud af lastvognen, men i det øjeblik han sætter af mister han balancen. Han ender med at lande på et ben, og hans hovede forsatte ned i en meget voldsom sten. Jeg har set mange grimme ting på min ?ugt, men det der, det glemmer jeg aldrig. Hans hoved var helt ødelagt, han lå bare og forblødte, ingen kunne hjælpe ham. Min far og nogle andre mænd hjalp med at begrave ham. Alle var helt i shock over hvad der var sket. En god halvtime efter skulle vi med båden, det var en meget lille båd, men vi skulle være glade for vi kunne komme med. Hassan og jeg var først i båden og vi hjalp de andre ned, dog var vi kun 7 og 9, men vi hjalp til hvor vi kunne. Båden sejlede efter 2 timer, hvor solen nu var gået ned. Nu var vi kun 14 mand og en kaptajn. Under den lille sejltur, kom en voldsomt uvejr, bølgerne stod til alle sider. Hassan og jeg sad inde ved skipper og så alle de gamle vælte rundt ude på dækket. Pludselig kunne jeg ikke se far mere, han var væk, jeg løb ud på dækket, trods vind og vejr. Far var ingen steder at ?nde. Hassan fandt mor, mor græd, hun fortalte hun havde set far og de andre blive skyllet overbord. Der var ikke noget at gøre, han, samt de andre, var væk. Nu var det bare os 3 inde ved skipper. Båden var utrolig tom da vi lagde til land. Det havde været en hård dag, jeg havde mistet min far, men han villle altid være med i mit hjerte. Da vi havde sagt farvel til kaptajnen, var det til fods resten af turen til Danmark. Det tog en god uges til at komme til Danmark, men nu var vi her, i sikkerhed. Vi ?yttede ind i et lille kvarter, der var butikker og fodbold baner så langt øjet rakte.