Analyse af Ib Michaels 'Vanillepigen'

Ib Michaels selvbiografiske trilogi: Vanillepigen, Den tolvte rytter og Brev til månen.

Litteratur:

Ib Michael: Vanillepigen

Problemformulering:

Igennem en analyse og fortolkning af Ib Michaels Vanillepigen, undersøges hvordan Ib Michael fik sin idé til novellen, hvad der kendetegner hans særlige fortæller – og skrivestil, hvilket sprog han bruger, og hvilket tema han gerne vil frem med. Jeg vil skrive om hvilke drømme fortælleren går rundt med, og hvilket forhold han har til sin familie. Udover det vil jeg forklare om fortællerens fantasier, og hvem romanen relaterer til.

Vanillepigen

Romanen Vanillepigen er skrevet af Ib Michael i året 1991, og er den første bog i samlingen: Vanillepigen, Den tolvte rytter og brev til månen. Romanen er en erindringsroman om en drømmende og fantasifuld drengs opvækst i Roskilde.

I bogens begyndelse hører vi om en mand som ankommer til Roskilde banegård. Selvom der er nogle forandringer, genkender sin barndomsby med det samme. Det får minderne til at vælte frem, og man bliver en del af alle hans barndomsoplevelser, dengang hvor han var er omkring 3½ år gammel. Han bor i Roskilde med sin mor og far, men hans lillesøster Lulú er blevet ramt af polio, og indlægges derfor på hospitalet med lammelse i kroppen. Da søsteren endelig bliver udskrevet fra hospitalet bruger drengen sin fantasi til at fortælle historier og lege med Lulú, af frygt for at hun skal stoppe med at trække vejret igen. Sammenholdet mellem bror og søster bliver meget tæt, og drengenes livlige fantasi hjælper dem igennem de svære tider i deres barndom.. Han fortæller hver aften om sømænd, sydhavsøer og alt det han selv ønsker at være en del af, ligesom hans mors onkel Viggo, der som 14-årig sejlede ud for at opleve verden. Her bosatte onklen sig på en ø i Penrhyn Island, og giftede sig med Kuraiti, som senere døde og bliver derefter gift med hendes søster Lelemata. Drengen beskriver hende som sydhavsøens prinsesse, og hans vanillepige. Ligesom hende på vanilleposen i køkkenet fra hans og Lulús lege. Han og Lulú har deres helt egen hemmelighed, nemlig et skellet som ligger gravet ned i baghaven. De leger at det er en soldat. Da han møder budet Olaf og viser ham hans og Lulús hemmelighed, venter mange spændende oplevelser for dem sammen. Han og Olaf bliver venner, og er sammen temmelig ofte. Drengen lever i en familie med orden i økonomien. De har en stuepige som han ikke er særlig glad for og derfor prøver at slippe af med. I familien er det faren, som er den velhavende og moren, som er den venlige. Hende der venter med længsel i øjnene, når klokken bliver for mange og faren endnu ikke er kommet hjem. Faren er en rigtig casanova, der flirter med byens damer, men en dag bliver det for meget for moren og hun rejser til Afrika med oberst Leschley. Idet hun forlader familien er det som om tiden går i stå. Børene bliver efterladt alene, og mormoren er nødt til at tage sig af dem. Faren er ligeglad og går mere op i sit ry og i sine damer, end i sin familie. Moren kommer tilbage helt forandret, men alting begynder at gå bedre igen; Lulu kommer til at gå og familien får et nyt pust og roen vender tilbage.