Hvad angår den magiske realisme i ”Prins”, spiller fortællerforholdene, ligesom det er tilfældet i ”Vanillepigen”, en væsentlig rolle. Men hvor det i ”Vanillepigen” først og fremmest er i kraft af de flydende forhold hvad angår tid og rum, er det magisk realistiske aspekt i ”Prins” først og fremmest etableret ved en metafysisk fortæller, nærmere betegnet ved en ånd der svæver på grænsen mellem liv og død. Bogens egentlige hovedperson, den tolvårige Malte, har integreret denne ånd i sit fantastiske univers.
Fortælleren er spaltet i to, udover sømandens ånd, udsiges store dele af bogen også fra en mere objektiv fortællerstemme. For eksempel berettes der om Ravkongen ”Han var gift og skilt, en vildfaren søn tog havet; han rejste aldrig selv, men adopterede et barn fra landet, hvor isbjerge sejler på fjordene og de store hvaler går”. Således berettes om sømanden selv (den vildfarne søn), hans far og hans elskede, med en objektivitet, der vidner om at her er en anden fortæller stemme på spil. Generelt kan man snakke om at det magiske opstår der hvor sømandsånden fortæller og det realistiske, der hvor fortælleren ikke tilkendegiver sig. (Konklusion)
Fortællerens rolle
Sømandsånden er en manifestere sig forskellige steder, som for eksempel i ravklumpen og i maven på en ræv. I sidst nævnte tilfælde bevæger ånden sig fra at være i sit eget jeg i rævens mave, ”Her er blødt og varmt og svampet, lyserødt og varmt. Blodvarme. Søde rønnebær! Jeg havde næsten glemt hvad det vil sige. Blodvarme døgnet rundt, sult og lyst og pludselig smerte, når den stikker sig på en torn eller træder på gløderne, som gartneren har efterladt i baghaven efter dagens afbrænding” (p.123) til at blive ét med rævens jeg ”Jeg raserer en hønsegård den første nat; dem jeg ikke kan æde, bider jeg struben over på.” (p.124) Længere nede på samme side er ræv og fortæller igen spaltet til to identiteter ”Han ved det, den lumske fætter – så længe han har mig, er han usårlig.” (p.124)
Det er gratis at oprette en konto