Følelsen af ikke at være samme sted i livet, som sin partner, ikke at være tilstrækkelig nok og ikke at have et afslappet forhold til sin partner, uden dennes forældre står nært, må være barskt. Dette er blandt andet tilfældet i Helle Helles novelle "Hedebølge", som er en novelle fra novellesamlingen "Biler og dyr", som er skrevet i år 2000. Jeg-fortælleren i denne novelle er omkring 19-20 år gammel, da hun lige er gået ud af gymnasiet(s.1 l. 1). Søren, som er jeg-fortællerens kæreste, er omkring 30 år gammel. Han er nemlig 12 år ældre end jeg-fortælleren. De tilbringer deres sommerferie i Sørens lejlighed, som ligger klos op ad forældrenes lejlighed. Søren arbejder på farens tankstation, mens jeg-fortællerens eneste gøremål er, at holde jorden i morens utætte zinkbaljer fugtig. Hun sidder på tagterrassen størstedelen af dagen, mens hun kan høre arbejdsdagen på tankstationen suse forbi. Da Søren kommer op og skal spise middagsmad, har hun gjort mad klar og hældt mælk op til ham. Senere går jeg-fortælleren ned, for at udvælge sig et stykke chokolade og en is i forretningen. Søren og jeg-fortælleren deler isen og går over bag bygningen, hvor Søren låser på til den gamle Rover. De kører et par runder, da bilen ikke er klar til mere. Jeg-fortælleren siger, at hun vil prøve at køre bilen, når den bliver klar, og måske kunne de tage på bryllupsrejse i den. Om aftenen griller de på tagterrassen med hans forældre, og jeg-fortælleren spørger, om hun må få job nede i forretningen, men det må hun ikke. Senere får hun en bulgarsk mønt af Søren. Dagen efter er Søren væk, da hun går ned for at finde ham, men finder ham alligevel længere henne ad vejen. Han er ved at ordne noget på Roveren, og klapper hjelmen i da jeg-fortælleren kommer. De går tilbage, mens de ser 3 lyserøde grise inde blandt noget kort. Senere brænder jeg-fortælleren sig på den bulgarske mønt, som hun følte som en dumhed, hun burde have undgået.Novellen fortælles af en jeg-fortæller. Hele novellen er et flashback fra sommerferien efter gymnasiet. Novellen er skrevet med en minimalistisk skrivestil, som gør, at vi får minimale oplysninger, og selv skal tolke meget af teksten. Jeg-fortælleren er kærester med Søren, men deres forhold er ikke helt som det skal være, "Kyssede mig på skulderen" (s.61 l.12). Dette siger noget om, at Sørens og jeg-fortællerens forhold ikke bygger på reel kærlighed, da man ellers ville kysse hinanden på munden. Jeg-fortælleren er ikke rigtig velkommen i familien. De vil ikke rigtig have, at hun skal have indflydelse på butikken "Jeg har tænkt på, om jeg ikke skulle begynde at arbejde lidt for jer, sagde jeg. Hvorfor skulle du det? Sagde faderen". Dette virker som om, at familien ikke helt er åben for, at jeg-fortælleren skal til at være en del af familien. Jeg fortælleren er meget anderledes og mere udviklet end Søren(s.64 l. 6) "Jeg skænkede vand op til alle", selvom Søren siger det modsatte(s.63 l. 22) "Så er du vidst heller ikke ældre". Søren udgiver sig for at være den mentalt ældste, men modsiger sig selv ved at sidde på bordene(s.62 l.17), og at bo klos op ad sine forældre. Søren er et andet sted end jeg-fortælleren. Han er allerede fysisk set klar til at blive far(s.62 l.10-14), hvorimod jeg-fortælleren kun lige er færdig med gymnasiet, og skal til at søge ind på sit studie(s. 63 l. 2-4). Mentalt set, er Søren ikke "flyttet fra sine forældre" endnu, da han stadig bor klos op ad dem, og han arbejder i sin fars forretning(s.61 l.2-4). Jeg-fortælleren er meget moden af sin alder, og vi hører ikke om hendes familie, så derfor må vi antage, at hun mentalt er et andet sted end Søren. Jeg-fortælleren siger også én gang til Søren, at hun faktisk er ældre oppe i hovedet end hun ser ud til(s.62 l. 19-20). Søren får hende til at fremstå som den svage af de to, bl.a. da han skubber hende ned i sengen med kun én pegefinger(s. 61 l.12-13). Jeg-fortælleren udgiver sig samtidigt for, at være den stærke, ligesom Søren gør. Da jeg-fortælleren ikke modsiger sig selv, må vi antage, at vi har med en troværdig fortæller at gøre. Disse modsigelser har vi vores implicitte fortæller til at arrangere.Deres forhold kører ikke helt på skinner. Jeg-fortælleren keder sig(s.61 l.15-16) "Jeg har aldrig været brunere end denne sommer". Dette må vi antage for at være et tegn på kedsomhed, i og med hun har brugt lang tid på tagterrassen, og Søren hele tiden arbejder. Jeg-fortælleren er ked af det(s.66 l.27)"Er du også ked af det. Brugen af ordet "også" indikerer, at jeg-fortælleren er ked af det. At de spiser aftensmad med hans forældre, kan også være en faktor, som gør, at deres forhold er på et sidespor(s.63 l.24) Søren er meget konfliktsky, og derfor kan det være svært for dem, at få deres forhold tilbage på sporet(s.66 l.27-30). Søren skifter emne da jeg-fortælleren spørger Søren om han er ked af det, og derved må man antage, at Søren afskyr konflikter.
Det er gratis at oprette en konto