Jeg turde ikke andet end at gemme mig her. De ville ikke kunne finde mig i cykelkælderen, tænkte jeg. Den var mørk og klam. Der var kun et ganske svagt lys fra et rør, der hang og blinkede oppe i loftet. Det sagde nogle underlige lyde, ligesom om lampen skulle til at springe i luften, men den gjorde det ikke. Engang imellem kom der også nogle dryp, taget var vist lidt utæt. Rikke og de andre piger, havde truet mig med tæsk. De havde sagt at de ville slå mig ihjel. Jeg var skide bange. ’Kamilla’ hviskede jeg stille.. Jeg glemmer aldrig, da hun kom. Hun var en af mine bedste veninder. Hun kom humpende hjem til mig. Hendes fingre var brækket og hendes krop var fuldstændig unormal at se på. Man kunne slet ikke genkende hende. Hun havde blå, gule og grønne mærker overalt. Der var nærmest ikke ét sted, hvor hun havde sin normale hudfarve. Hun lignede noget der var løgn.
Jeg kan ikke engang huske, hvorfor de gjorde det, Rikke og hendes pigebande.
Jeg kunne høre skridtene, de kom nærmere og nærmere og så råbte en pige, vist nok Amanda: ’Vi ved du er her Sanne! Vi bliver ved med at lede til vi finder dig.. For det skal vi nok’ Jeg rystede af kolde og var hunderæd! Det dryppede stadig fra taget. Jeg sad kun i min T-shirt og frøs usindigt meget. ’Bare de ikke finder mig’ tænke jeg for mig selv. Jeg begyndte at bede. Det gør jeg normalt aldrig, men jeg gjorde det nu.
Det er gratis at oprette en konto