I bogen I love Danmark hører vi om en dreng der er flygtet fra sit hjemland, hvor der er i krig. Drengen venter på at få svar på om han kan komme ind i Danmark eller om han skal sendes tilbage. På det tidspunkt prøvede jeg at sammenligne drengen med mig selv og alle andre så har et godt liv.
Kan det passe, at en forkælet generation som vores hele tiden langer ud efter noget større, uden at værdsætte de små ting i livet? For der er jo flere millioner af mennesker ude i verden som ikke har det halvt så godt som os.
Men vores generation er forkælet og vi brude være mere taknemmelige. Efter at jeg har skrevet det her essay/ Tankeøvelse vil jeg være meget mere opmærksom på de små ting.
Og det fik mig til at tænke på hvor godt jeg selv har det i forhold til andre mennesker som er i krig. Jeg tænker hele tiden på hvad for noget tøj jeg skal købe, hvad for en mobil vil jeg have? Men når man ser det fra et andet perspektiv så er det jo for meget.
Hvordan er det engligt at være flygtning?
Først og fremmest så synes jeg Personligt selv at alle de flygtning der kommer til Danmark skal tages ansvar for.
Det er gratis at oprette en konto