Hamide spielt Hamide

_______________________________________________________________ _

R?esume:

Den tyrkiske pige Hamide, går i en tysk skole. I klassen er hun meget isoleret. Hendes lærerinde leder en Skole Teatergruppe, og vil gerne hjælpe Hamide. I gruppen fører hun tyske og tyrkiske skoler sammen. Sammen skriver og spiller de et teaterstykke. Stykket handler om en tyrkisk familie, som kommer til Tyskland. Hamide spiller Hamide. Men så kommer sommerferien. Og efter sommerferien er Hamide der ikke. En dreng i klassen, Chris, vil gerne snakke med lærerinden. Hun besøger ham derhjemme og snakker. ’’Jeg laver te til os,’’ siger han og går ud i køkkenet og sætter vand over. ’’Fru Weissenbach, jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det her. Det er så meget at sige. Jeg var fuldstændig færdig. Hamide ligger måske stadigvæk på sygehuset og jeg må ikke besøge hende. Det værste er at jeg selv bærer skylden.’’ Endelig er teen færdig. Vi sætter os igen. ’’Hamides far’’ siger lærerinden, har set dig med hende. Er det ikke sådan?’’ Chris nikker. ’’ Men det er ikke sådan som de måske tænker. Ganske normalt, ikke noget slemt. Jeg ville hente Hamide, for at spise is. Det havde jeg gjort før. Hendes mor har aldrig sagt noget til det. Men denne gang var faren hjemme. Da jeg stod i døren, råbte han fra dagligstuen: hvad vil du? Hamide var helt hvid i ansigtet. Oh Chris, sagde hun og råbte ind i stuen. Kan jeg gå med Chris ud og spise is? Jeg er snart tilbage. Så stod faren i døren. Uden at sige et ord til mig, diskuterede han højt med Hamide. Først på tysk. Hamide forsøgte at forklare ham, at jeg går i hendes klasse. Så gik det videre på tyrkisk. Jeg tror at faren ville slå Hamide. Så tog moren Hamide ind i køkkenet og smækkede døren for næsen af mig. Jeg gik min vej. Efter det har jeg ikke mødt Hamide siden. Jeg vil ikke bringe hende i nye vanskeligheder.’’ Chris rører i teen. Han vil sige noget mere, men jeg afbryder ham. ’’Hvorfor er Hamide på sygehuset?’’ Det vil jeg ærligt gerne fortælle. Hamide har slugt sovepiller. ’’Hvorfra ved du alt det?’’ spørger jeg Chris. Tilfældigt har jeg mødt Murat i supermarkedet, Hamides mindste bror. Fra ham har jeg fundet ud af at Hamide ligger på sygehuset. Hvorfor sagde han ikke. Der blev jeg nødt til at tage hen. ’’Videre’’ presser jeg Chris. En sygeplejerske viste mig til Hamides værelse. Jeg blev frygtelig forskrækket, da jeg så hende ligge der. Hun så træt ud. Hun holdt mig i hånden og sagde: ’’Chris, vi kan ikke se hinanden mere, snart skal jeg tilbage til Tyrkiet.’’ Hun begyndte at græde og sagde hulkende. ’’Min far har allerede forberedt alt for hjemrejsen til Tyrkiet. Jeg skal bo hos min bedstemor, til Achmed er færdig med sin militærtjeneste. Så skal jeg giftes.’’ ’’Hvem er denne Achmed?’’ Spørger jeg og hun svarede svagt. ’’ Det er min fars vens søn. Jeg kender ham ikke rigtig, jeg har kun set ham en gang. Men min far er ubønhørlig. Han tror at vores landsmænd, taler dårligt om mig, fordi jeg går på gaden med en tysk dreng. Jeg ville tage hendes hånd, men Hamide drejede sig til siden, lukkede øjnene og sagde ikke mere. Jeg troede hun havde glædet sig til mit besøg. Søsteren gik med mig ud af værelset. Chris tier, men han vil ikke have det slutter, det mærker jeg. ’’Du har ikke sagt alt, Chris’’ siger jeg. ’’Nej, ‘’ svarer Chris ’’Det falder mig så svært at skulle informere videre. For enden af gangen mødte jeg nemlig Herrn Yilmaz. ’’Han har besøgt min datter.’’ Skreg han. ’’Jeg forbød hende det engang for alle. Krænk bare de tyske piger, men ikke de tyrkiske. Siden ved jeg ikke hvad der er sket Hamide.’’ ________________________________________________________________________________ __