Jeg skulle handle mælk for min mor, så jeg gik ned i byen. Jeg havde en vildt underlig fornemmelse af, at der var nogle, der forfulgte mig. Jeg kiggede jævnligt tilbage over skulderen. Der var ingen, kun en masse tilfældige mennesker og duften af nybagt brød hos mesterbageren på Viborgvej. Jeg fortsætter ned i byen og drejer ind af en mærkelig vej, hvor jeg derefter går ind i fakta. Jeg skulle købe to liter mælk. Da jeg var henne ved køledisken og havde taget de to liter mælk, stak jeg mine fingre ned i min slidte jakkelomme og ledte efter den tyver, jeg havde fået. Den var der ikke. Jeg kunne ikke finde den. Jeg måtte have tabt den. Jeg tager min jakke af og undersøger, om der eventuelt kunne være nogle huller eller noget lignende. Ganske rigtigt, et hul var vokset i min højre lomme, hvor jeg havde puttet tyveren i. Efter jeg har gået lidt rundt og ledt efter min tyver i 5 minutter, beslutter jeg mig for at ‘lægge’ mælken tilbage i køledisken. Jeg finder min gule pose frem og lige, da jeg tager mælken op af kurven, putter jeg dem diskret i min pose. Mit hjerte banker, jeg har det stadig, som om at der er en, der følger efter mig og holder øje med mig, men jeg bliver nødt til at gøre det. Jeg husker sidste gang, det skete, jeg var cyklet ned for handle for min mor, og da havde jeg også fået en tyver. Tyveren var lige pludselig væk, og jeg kom frem til, at jeg måtte have tabt den, så jeg cyklede tilbage uden mælken. Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg fik to smæk på numsen og en helvedes masse ord smasket lige i mit ansigt, blandt andet at jeg ikke bare kunne gå og smide sådan med pengene. Nu var det jo ikke, fordi vi var de rigeste, men det var jo et uheld. Jeg havde ikke lyst til at opleve det igen.
Det er gratis at oprette en konto