Det første jeg lod mærke til, og undrede mig over, da jeg så dokumentaren Armadillo, var hvor modige og måske en anelse dumdristige, film fotograferne må have været. Det er vildt at tænke på at et simpelt filmhold har fået lov til at komme så tæt på virkeligheden, og stå lige midt i krigen med taleban. Det er vildt, men også en smule urealistisk. Så i den ellers meget realistiske dokumentar der følger danske, eventyrlystne soldater, er der stadig en antydning af noget urealistisk. Men det er måske en god ting, når vi ser noget så brutalt.
I dokumentaren Armadillo, instrueret af Janus Metz Pedersen, der blev udgivet i år 2010, følger vi en flok nye soldater og deres oplevelser med Afghanistan. Soldaterne har deres egen, helt specielle, måde at håndtere de voldsomme og beskidte oplevelser, de har på deres ophold i Afghanistan. Dokumentaren viser os soldaternes umenneskelige snakke om de talebanere de lige har pløkkede og sprunget i stykker. Vi ser hvordan de griner og more sig med at de lige har ødelagt et menneske til det punkt, hvor du ikke længere kan genkende deres ansigt, eller se at der overhovedet har været et levende væsen. Det kan godt virke skræmmende at se at vores helt almindelige danske mænd bliver lavet om til kolde og kyniske kampmaskiner, på kun 6 måneder. Men det er måske ikke så underligt.
Det er gratis at oprette en konto