Den er ofte mere eksperimenterende og mere personlig end en almindelig spillefilm, da den ikke på samme måde skal følge de regler som hører til den masseproducerede spillefilmsgenre.
Dog er der alligevel nogle generelle genretræk som instruktøren ofte vælger mere eller mindre at følge. Her kan vi f.eks. kigge på “Raskins 7 parametre”.
Ifølge de syv parametre har en god kortfilm kun én hovedperson, og det er vigtigt at denne gøres levende ved at blive stillet i dilemmaer, som seeren selv kan relatere til. Fordi at kortfilmen er så kort, er det vigtigt at få et klart billede af filmens personer ret hurtigt. Dette skal helst gøres gennem handling og ikke gennem replik. Når man så har lært filmens personer at kende, er det også vigtigt at de forbliver tro mod deres roller. Men de må heller ikke blive forudsigelige. Personerne i en kortfilm bør handle på en måde som producerer lyd, og det er godt for kortfilmen, hvis personerne, specielt hovedpersonen, knyttes til en fysisk genstand som f.eks. en cykel, et bord eller lignende. For at seeren får lov til at drage egne konklusioner, bør kortfilm også have nogle tomme pladser. Derfor kan man også med kortfilm sortere mange scener og billeder fra, hvilket leder os videre til det sidste parameter, nemlig helhed. For det er vigtigt for helheden, at alt overflødigt i kortfilmen er skåret væk. Ikke kun for at skabe tomme pladser, men også for at få så meget historie som muligt med på den korte tid. Dog er det stadig vigtigt, at seeren ved filmens slutning oplever en følelse af, at alt går op i en højere enhed.
Det er gratis at oprette en konto