En spinkel skikkelse går hen af gangen. Hendes hoved hænger lidt, så hendes karamel-brune hår dækker ansigtet. Mens hun stille går hen af gangen, bliver hun hevet i ærmet af pigen. “Seksten søde år og aldrig blevet rørt af en dreng!”, kommer fnisende ud af en pige. “Hvorfor så kedelig Lina?” spørger en anden, som nærmest flækker af grin. “Ignorerer du os bare!” bjæffer en tredje. Det er det samme hver dag. Hver dag, hvor hun ønsker at kunne forsvinde ud i luften, til ingenting.
Lina går anspændt videre hen ad gangen. Med øjnene klistret til jorden støder hun ind i en dreng lidt ældre end hende, en som de fleste piger beundrer. Hun kigger bare dødt ind i de kornblomstblå øjne. ”Skal du nu ikke sige undskyld?” spørger han lidt provokerende. Hans mundvige samler et smørret grin og en hånd glider igennem det lange lyse hår. Han står meget tæt på, for tæt på for hendes tryghed. “Flyt dig” spytter hun ud i en hviskende stemme, mens hun viger tilbage. Som gengæld hiver han i hendes ærme, med et grin. ”Hvem er det, vi har her…” ,siger han håneligt. Som en refleks kniber Lina øjnene sammen. Hun mærker hendes balance forsvinde, idet hun mærker en hånd, der borer sig ind i hendes mave, og falder baglæns ned på gulvet. BUMP.
Det er gratis at oprette en konto