Den af efterkrigstidens mange internationale organisationer, der uden sidestykke fik den største betydning for Danmark, var det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF). Danmark blev først medlem i 1973, men Danmarks placering i det europæiske samarbejde havde været på den politiske dagsorden siden før EF’s oprettelse i 1957.
Mange forhold måtte i 1950’erne stilles op over for hinanden og afvejes i forbindelse med spørgsmålet om dansk EF-medlemskab, herunder også følelsesmæssige; hvad skulle man for eksempel mene om tysk deltagelse i en stærk europæisk sammenslutning så få år efter besættelsen? Stærkest vejede dog hensynet til den danske eksport. Her var man på den ene side interesseret i at komme med i EF med de muligheder, det indebar, på den anden side bekymret for, hvad et sådant skridt kunne betyde for eksportmarkederne udenfor, især for England, som var hovedaftageren af danske landbrugsprodukter.
Danmark støttede derfor i starten de engelske bestræbelser på at erstatte det snævre EF med et bredere frihandelsområde omfattende alle OEEC-landene. Dette mislykkedes, og i stedet blev European Free Trade Association (EFTA) dannet i 1960 som de omkringliggende europæiske landes forsøg på at styrke sig over for EF. Heri indgik Danmark. Men EFTA var kun en nødløsning. Interessen samlede sig fortsat om forholdet til EF.
Det er gratis at oprette en konto