Analyse af kronik om unges Facebook-brug

Skal de unge redes fra Facebook? Du har måske også følt dig nærmest limet til mobiltelefonen af og til? I et debatindlæg fra Politikken præsenteres vi for følelsen af at være fanget af mobilen. At være fanget i det sociale netværk, fordi vi jo, som stort set alle andre, ønsker en god status her i livet. Dette debatindlæg er skrevet af Jonas Vibsig Berding, som går i 9. klasse på Grønnemose Skole i Gladsaxe. I debatindlægget definerer han sin egen holdning til brugen af mobiltelefonen, han mener, vi bruger alt for meget af vores så dyrebare tid på appen Facebook og hvem gider at miste tiden, den får man jo aldrig igen. Kan det være rigtigt, at et menneske virkelig kan blive styret af en app? Er Facebook mon en trussel imod vores liv på langt sigt eller vil man kunne begrænse brugen af denne app i tilstrækkelig grad.

Jonas holdning er, at vi simpelthen mangler en form for anerkendelse i dette samfund, som vi ikke kan få fra andre steder fra end de sociale medier. Han mener, anerkendelse og status stiger de unge mennesker til hovedet. Det kan han vel i bund og grund have ret i, for måske burde de unge mennesker tage et kig op fra telefonen og lære de mennesker, der faktisk er omkring dem, at kende i stedet for at ignorere dem. Vi skal værdsætte dem, som vi har nærmest nu og her. Jonas mener, at vi bruger alt for meget tid på Facebook. ”Alt sammen for at fylde det tomme kar af selvværd med en lille sjat ekstra tomme tommelfingre”. Han bruger denne sætning i en sammenhæng for at forklare, hvorfor vi overhovedet benytter os af appen Facebook, når vi jo bare kunne lade være med at bruge den. Her giver han os et klart svar: ”Vi kender alle opskriften. De ingredienser, der tilsammen smager sødt af internettets anerkendelse”. Men Jonas ønsker på baggrund af dette alligevel ikke selv at lægge mobilen væk.” Alle, jeg kender, er online. Facebook er det største sociale fællesskab, jeg som ung kan melde mig ud af. ”Selvom lysten til at gøre det er der, er viljestyrken ikke særlig gennembrydende”, fordi han selv er bange for at blive den ”udstødte”. Uanset hvad har det enkelte menneske ikke lyst til at melde fra, ingen ønsker at være det sorte får. Jonas mener, at i sidste ende vil resultatet af dette blive vores egen undergang. Jonas slår derfor fast, at hvis der ikke snart gøres noget, vil den eneste anerkendelse, vi kan få blive et ”thumbs up” på Facebook.