Analyse af den grimme ælling

I G F K M P M T B M P Genrebestemmelse: Den grimme ælling er et kunsteventyr. Forfatteren er Hans Christian Andersen og eventyret blev offentliggjort d.11 November 1843. Det er en skriftlig fortælling og sproget er H.C Andersens personlige sprog og skrivemåde. Disse ting er typiske genretræk for kunsteventyr frem for folkeeventyr hvor bl.a. forfatteren & udgivelsesåret er ukendt. Udover at det er et kunsteventyr har det også fabeltræk, da dyrene har menneskelige egenskaber, og kan snakke. Den grimme ælling gennemgår en forvandling, og via dette kan man også se at det er et eventyr. S D

Fortællerstil & sprog: Eventyret er fortalt af en alvidende fortæller & den er fortalt kronologisk i 3.person. H.C. Andersen har skrevet i et varieret sprog, men han har ikke skrevet det så det er fuldstændig umuligt at forstå. H.C. Andersen skriver nemlig med hensyn til at hans historier kan læses op for både børn og voksne. I eventyret bruges meget direkte tale som gør at man føler at eventyret er mere levende (At man kan leve sig ind i eventyret). Historien strækker sig over 1 år cirka. (Fra forår til forår). Sproget i eventyret er meget beskrivende, også af hensyn til at børn kan forestille sig billederne af eventyrets gang. ”Fra Muren og ned til Vandet voksede store Skræppeblade, der var så høje, at små Børn kunne stå oprejste under de største” Side 260 linje 8 og 9. Der er brugt rigtig mange adjektiver i eventyret, både positive og negative, disse understreger stemningen og er med til at gøre skrivestilen meget mere beskrivende og detaljeret, og det gør det også lettere for læseren at leve sig ind i eventyret. Komposition & handlingsforløb: Der er 3 forløb i eventyret (Hjem - ude - hjem). Første forløb er i andegården, hvor den grimme ælling bliver født (Hjem 1) Det næste forløb er "Rejsen" der hvor den grimme ælling er ude ved vildænderne, inde hos konen, katten og hønen, i søgen efter kærlighed og anerkendelse som den aldrig før har fået hjemme, her oplever den en masse ting og får en masse erindringer, (Ude) Det 3 og sidste forløb er efter forvandlingen, når ællingen for første gang efter udviklingsfasen ser sit spejlbillede i vandet, og finder ud af, at den faktisk er en svane, og ikke bare en normal svane, men ifølge børnene som fodrer svanerne, den smukkeste svane der er tilstede. (Hjem 2) I eventyret ligger sympatien hos den grimme ælling som er den "Gode" i eventyret, den beskrives nemlig som styg og væmmelig "han var så stor og styg. Anden så på ham: ”Det er da en forfærdelig stor ælling den!" (Side 262 linje 1-3) De onde i eventyret er nok ænderne og hønsene i gården, som sammen gruppemobber den grimme ælling, de ser kun det ydre på ællingen selvom den faktisk er en smuk svane indeni, men dog ikke udenpå endnu. Der forekommer ikke rigtig nogle magiske rekvisitter i eventyret, det tætteste på magiske rekvistitter vil nok være de to skove som bliver nævnt på side 260 linje 5 og linje 10 hvor den tykkeste skov bliver