Mobilen. Menneskets bedste ven. Tidsdræber og opmærksomhedssuger. Jeg læste en besked på mobilen, før jeg begyndte at skrive dette, og sender nok en snap, når jeg er færdig. Det samme kan jeg sige for sidemanden og overboen. Selv i skolen, det hellige uddannelsesrum. Kan det blive for meget? Jo jo, men hvem fanden fortæller os det? Skolen? I går tjekkede min far også mails ved aftenbordet. Vi lærer så meget om, hvordan opvæksten er det der former os som person, og hvordan det er de værdier, som vi skal holde fast i. Også i skolen. Men mobilen er jo alle steder. Jeg så en dreng, førsteklasse omkring de syv år, med en IPhone 6. Det værste var, at jeg ikke engang var overrasket, det er vel ved at blive et normalt syn. Det er en så stor del af alles liv, så når skolen lige pludselig beder elever aflevere deres højre hånd, kan der jo ikke undgås diskussioner i baner. Og der kommer fandeme også diskussioner. Jeg mener helt sikkert mobiler distrahere undervisningen, og eleven bagefter står med ingen idé om, hvad der egentlig foregår. Men er det elevens skyld. Der bliver jo for helvede udleveret computere, ’’Værsgo, fri bane på alle internettets goder, meeen, du må faktisk kun skrive i et Word dokumenter’’. Det er det samme som at lukke børn, som er vokset op i en slikforretning med gratis slik på alle hylder, ind i bland-selv-afdelingen, og sige, at de ikke må røre det mindste stykke slik. Det er en fin balance. Forældre må tage fat tidligt, hvis samfundet på nogen måde må stille de krav.
Det er gratis at oprette en konto