For fem år siden underskrev en stor amerikaner, i hvis symbolske skygge vi står under i dag, frigivelse erklæringen. Denne betydningsfulde ordning er et stort pejlemærke af lys for millioner af negerslaver, som har været svedet i uretfærdighedens knusende flammer. Det kom som en glad dags pause for at ende deres fangenskabs lange nat. Men 100 år efter er negrene stadig ikke frie. Et hundrede år senere er negernes liv stadig hårdt lemlæstede på grund af raceadskillelsens håndjern og diskriminationens lænker. Et hundrede år senere lever negerne på en ensom ø omgivet af fattigdom midt i et umådeligt hav af materiel velstand. Et hundrede år senere er negerne stadig vansmægtede i det amerikanske samfund, og finder sig selv i landflygtighed i sit eget land. Så vi er kommet her i dag for at dramatisere mod en skændig tilstand.
I en vis forstand er vi kommet til vores nations hovedstad for at indløse en check. Da vor republiks arkitekter skrev de storslåede ord i forfatningen og uafhængighedserklæringen, underskrev de en veksel, som enhver amerikaner kunne arve. Denne check var det løfte, som garanterede alle mennesker –ja sorte såvel som hvide– de umistelige leverettigheder, frihed og jagten efter lykke. I dag er det tydeligt, at Amerika har misligholdt denne veksel, i hvert fald hvad der angår hendes farvede indbyggere. I stedet for at opfylde denne hellige forpligtelse, har Amerika givet negerbefolkningen en dårlig check, en check som er blevet sendt tilbage mærket ”utilstrækkelige midler”.
Det er gratis at oprette en konto