”DU FATTER JO INGENTING!” var det jeg råbte til min mor, efter et stort skænderi. Det er lørdag aften, og alligevel har min mor forbudt mig, at gå til fest. ”Du er alt for meget ude, [NAVN A]. Vi vil gerne have du er lidt hjemme hos os – og desuden fester du næsten hver weekend” Og hvad så? Jeg kan ikke se hvad problemet er. Jeg er jo trods alt hjemme i hverdagen, men det er skam ikke godt nok. BLA, BLA!
Så besluttede jeg mig at bruge lørdag på, at skrive min stil. Jeg sad lidt og bladrede i stilemnerne, da jeg læste den sidste side. Forældre. Jeg læste digtet, og blev sådan lidt skidt tilpas. ”Til sidst forsvinder de ind i falmende fotografier og så savner man dem.” – forfærdelig at tænke på.
De er desværre helt nødvendige i betragtning af, hvor unødvendige de i virkeligheden er. De var der for mig i starten. Det må de have været, jeg kan bare ikke rigtig huske det. Kun små korte glimt fra en dag i haven, eller en ferie vi var på. Og så er der selvfølgelig de millioner af billeder vi har i skufferne derhjemme. De viser de ting, som jeg har glemt. Børnefødselsdage, Juleaften, dage med mine brødre - og endda et hvor jeg bager sammen med min far. Mine forældre var der for mig, vi var jo sammen hele tiden, og lavede alt sammen. De underholdte mig, og jeg underholdte dem. De lærte mig ting jeg ikke vidste, de sørgede for, at jeg kunne overleve - uden dem ville jeg nok være død. Det er egentlig mærkeligt at tænke på. Alle de ting jeg har oplevet, er jo kun på grund af, at de var der. Jeg ville egentlig gerne takke dem for alt, men det har jeg aldrig rigtig gjort.
Det er gratis at oprette en konto