Den Europæiske Union oprettes med det formål at gøre en ende på de mange blodige nabokrige, der kulminerede med anden verdenskrig. Fra og med 1950 begynder de europæiske lande inden for rammerne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab at nærme sig hinanden økonomisk og politisk for at sikre varig fred. De seks grundlæggere er Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Tyskland. 1950’erne er præget af den kolde krig mellem Øst og Vest. Protesterne mod det kommunistiske styre i Ungarn slås ned af sovjetiske tanks i 1956. I 1957 skaber Rom-traktaten Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) eller "Fællesmarkedet".
1960 - 1969
En periode med økonomisk vækst
1960'erne er en god tid for økonomien, som nyder godt af, at EU-landene holder op med at opkræve told, når de handler med hinanden. De bliver også enige om at indføre en fælles kontrol med fødevareproduktionen, så alle kan få nok at spise – og snart er der endda et overskud af landbrugsprodukter. Maj 1968 bliver berømt for studenteroprøret i Paris, og mange forandringer i samfundet og vores måde at leve på forbindes med den såkaldte "68-generation".
1970 - 1979
Et voksende fællesskab – den første udvidelse
Danmark, Irland og Storbritannien slutter sig til EU den 1. januar 1973. Nu er der ni medlemsstater. Den korte, men brutale arabisk-israelske krig i oktober 1973 skaber en energikrise og økonomiske problemer i Europa. De sidste højreorienterede diktaturer i Europa bringes til fald, da Salazar-regimet væltes i Portugal i 1974, og general Franco dør i Spanien i 1975. Gennem EU’s regionalpolitik afsættes der store beløb til at skabe arbejdspladser og infrastrukturer i de fattigere områder. Europa-Parlamentet får større indflydelse i EU-spørgsmål, og i 1979 kan EU-borgerne for første gang vælge parlamentets medlemmer direkte. Kampen mod forurening intensiveres i 1970'erne. EU vedtager love, som skal beskytte miljøet, og indfører for første gang begrebet "forureneren betaler".
Det er gratis at oprette en konto