Jeg har aldrig haft den følelse før. Følelsen af at alle de andre så på en som mindre end de andre, følelsen af at man ikke er lige så forstående på ting, som alle andre. Selvfølgelig ikke alle andre, Anna og hendes veninder grinede også sammen med mig, imens at resten af klassen ikke forstod det sjove i at læreren forklarede hvordan en p-pille fungerer. De sad bare alle sammen og kiggede ned på os, som var vi bare sådan nogle ligegyldige 5 klasser, der forstyrrede den meget seriøse 9 klasse. Især Jonas kiggede den del. Jonas er den største og stærkeste dreng i klassen. Jeg stoppede med at grine da jeg opdagede hvordan de andre kiggede, men alligevel følte jeg mig stadig som en del af Anna og hendes veninder, som stadigvæk ikke kunne holde op med af fnise. Selvom opmærksomheden i klassen var på os, så fik læreren hurtigt opmærksomheden tilbage til hende. ”Og når tøserne nede i hjørnet er holdt op med at grine, så vil jeg gerne have lov til at fortsætte med undervisningen, tak”. Sådan sagde hun. ”Tøserne nede i hjørnet”, var jeg en af dem? Jeg havde stadigvæk den nye, mærkelige følelse i kroppen.
Det er gratis at oprette en konto