Heksen som motiv: analyse af Juul og Drachmann

Når man hører ordet heks, tænker man måske først på gamle fortællinger om kvinder, der

blev set som farlige og endte på bålet. I dag tror vi ikke på hekse på samme måde, men

heksen findes stadig som motiv, blandt andet til sankthans. Her bliver heksen forbundet med

bålet og med noget, der skal sendes væk. Det motiv bliver brugt på to forskellige måder i

Anna Winum Juuls båltale fra 2019 og Holger Drachmanns Midsommervise fra 1885. Juul

bruger den gamle forestilling om heksen til at fortælle om psykisk sygdom og om at føle sig

anderledes, mens heksen hos Drachmann i højere grad står uden for fællesskabet som noget

truende. Derfor viser de to tekster også, hvordan det samme motiv kan ændre betydning alt

efter, hvem der bruger det og med hvilket formål.

Anna Winum Juul holdt sin båltale sankthansaften på Islands Brygge i 2019. Allerede i

begyndelsen gør hun sin afsenderposition meget personlig. Hun henvender sig direkte til

publikum med “Kære alle”, men siger derefter, at de fleste nok mest er kommet for at se et

bål og kun “sekundært” for at høre hende tale (l. 1-2). Det er en ret selvironisk måde at starte

på. I stedet for at prøve at gøre sig selv vigtig gør hun nærmest det modsatte. Kort efter