Et forlis

Tomhændet Jeg rodede rundt i jorden, med mine beskidte fingre. Jeg gravede jorden væk fra mig, med store tag. Jeg prustede, jeg frøs. Skidtet samlede sig under mine negle, og tilpassede sig mine neglerødder. Det slog sig sammen med det kulsorte skidt, der allerede var der. Neglene var det eneste der så normalt ud på mine hænder. Mit åndedrag var hurtigt og hidsigt, og jeg kæmpede hårdt mod den bløde muldjord. Mine nøgne arme slog sig aggressivt mod jorden, med korte mellemrum. Af instinkt kunne jeg mærke svedperler formere sig på min pande, som var det et dyr. Et aggressivt dyr, der ledte efter levnedsmiddel, for dets overlevelse. Mit ønske om skånekost var så stort, at jeg ville acceptere hundeæde, hvis jeg fik det tilbudt. Ædelse, var der intet af, i det nøgne og kolde landskab. Det nøgne landskab var omgivet af en iskold dis, der ofte var til stede om vinteren. Kombinationen af en halvnøgen krop, og den iskolde dis, var frygtindgydende - både sjæleligt og kropsligt. Ligesom det plejede at være. Her var ingen kære mor, ingen der tog sig af dig, ingen varme, ingen kærlighed. Her var så koldt, at mine øjne frøs. Landskabet var tilfrosset og goldt. Her havde ikke været nogle længe. Med det blotte øje, kunne det nemt bemærkes, at naturen havde gået sin gang. Naturen hér var malplaceret. Overbevokset, råddent og dødt. Skoven var halvnøgen, ligesom jeg. Tilfældigt stod nøgne træer placeret, i det golde landskab. Bækken der engang havde løbet nedenfor, var frosset til is. Marken, var engang en frugtbar eng. Træerne var engang prægtige, høje og smukke. Nu havde frosten også taget dens grene. Frosten og disen havde vundet området, og afmærket sit territorium. Det der engang var en drøm, var blevet til et mareridt. Tilbage stod der nøgne stammer, uden grene, uden sjæl. Bækker der var løbet tør for vand, og enge uden næring. Dog opholdt jeg mig her, i håb om at finde den ædelse, ingen før havde fundet. I håb om at vinde over kulden, og finde føde, for at holde mig selv, og mine pårørende i live. Jeg udnyttede denne tankestrøm som min distraktion. Mine sanser var sat i dvale af kulden, og mine hænder var bevidstløse. Jeg havde ikke bemærket, at mine neglerødder, var røde af blod. Nu så intet på min iskolde krop ud, som det plejede. Underernæring og kulde havde resulteret i mit tynde hår, og mine rådne tænder. Resten af min krop var blå, og nogle steder rådden. Jeg var født normal, men blev med tiden et misfoster. Jeg kunne kun forestille mig smerten i mine fingre. Jeg kunne ikke mærke dem, men de blødte. Det var et antiklimaks, som at have fantomsmerter. Fantomsmerter med legemsdel. Det var en makaber oplevelse, men jeg var vant til. Man skulle kæmpe for føden, der hvor jeg kom fra. Endnu en gang kom jeg tomhændet hjem. Det var en hård oplevelse, gang på gang. Moder sad og græd, uden at kunne brødføde sit nyfødte spædbarn. Han var efternøler, der knapt var kommet til live, før han skulle miste det igen. Hun sad med ham i sine rynkede hænder, og græd. Jeg tørrede hendes kind af, med min blødende finger. Smerten skar igennem min finger, da hendes saltede tåre blandede sig med mit sår. Hun aede mig på låret, mens jeg anede at hun havde noget i mente. Hendes rynkede mund åbnede sig, og hun udstødte en lille lyd. Hun rømmede sig. Jeg kiggede hende intenst i øjnene, og hun kiggede stift på mig. Jeg vidste udmærket godt, hvad hun mente med det. Hun bedte mig om noget, på den ynkeligste