Jupiter er en af de fem klassiske planeter, der har været kendt siden oldtiden. Jupiter er opkaldt efter den øverste gud i den græsk-romerske mytologi, og med rette, da Jupiter indeholder over tre fjerdedele af den samlede masse, der udgøres af planeterne. Jupiter er den næst klareste planet set fra Jorden, kun overgået af Venus.
Jupiters udforskning
Den første rumsonde til Jupiter var Pioneer 10, som passerede Jupiter d. 4. december 1973. Pioneer 10 blev ikke kun den første rumsonde, der nåede en af de ydre planeter, det bliver også den første der forlader Solsystemet. En række rumsonder har besøgt Jupiter blandt andet: Pioneer 10 og 11, Voyager 1 og 2, Ulysses og Cassini. Den seneste rumsonde til Jupiter er Galileo, som ankom til Jupiter d. 7. december 1995. Den medførte en mindre sonde, der blev sendt ned gennem Jupiters atmosfære. Galileo er endnu i kredsløb om Jupiter. Galileo er således den første rumsonde til at forsøge at sende sonder ned i atmosfæren på andre planeter end Mars og Venus.
Jupiters opbygning
Jupiter menes ikke at have en fast overflade – hvis den overhovedet har en fast kerne, udgør den kun en mindre del af planetens masse. Man har i århundreder kunnet iagttage skyerne øverst i Jupiters atmosfære. En markant detalje udgøres af den store røde plet, som er en stor storm, der har stået på i flere hundrede år. Jupiter har et mindre sæt ringe, som dog ikke kan iagttages fra Jorden. Jupiter har et meget kraftigt og udbredt magnetfelt med tilhørende strålingsbælter.
Det er gratis at oprette en konto