Skal jeg gå med ind?

Så sidder jeg her, alene igen. Hvert frikvarter er efterhånden sådan. Alle er bange for at snakke til mig, selv det at kigge på mig er en udfordring for dem. Jeg er blevet svigtet af alle, selv mine forældre. De blev skilt da jeg var tre og min far gad ikke have mig, så jeg har levet med min mor, næsten hele mit liv. Lige indtil min mor kam i fængsel, hun havde lavet noget med narkohandel, det har sat mig i dårligt lys fordi dem fra min klasse ser skævt på mig. Det er der ikke noget at sige til nu bor jeg hos min tante. Men jeg tænker stadig på min far, hvem er han mon idag eller om han har en kæreste, jeg har kun dårlige minder fra ham, og alt hans drikkeri. “Ding ding ding” det er klokken, den ringer ind fra spisepause, jeg gider ikke ind, der sker alligevel aldrig en skid i de lorte timer. Min lære er ligeglad med mig, hun skælder mig kun ud og tit har jeg ikke gjordt noget, men det er nok også derfor, min hjerne er helt slået fra når jeg sidder på min plads. Jeg tænker altid hvorfor jeg er her, der er jo ikke engang nogle at snakke med. Skal jeg bare tager hjem? Det er en tanke der altid strejfer mit hoved når jeg sidder på min plads og udenfor i frikvartererne. Idag gør jeg det, jeg gør det lige nu og ingen kan stoppe mig. Grunden til at det ikke er nogle der kan stoppe mig er nok fordi der ikke er nogle der vil prøve på det. Imens min lære står og forklare hvordan man finder omkredsen af en cirkel. Pakker jeg lige så stille og roligt min taske sammen, rigtig rigtig stille. Fordi der er jo ikke nogle der skal se at jeg skrider også selvom de nok er ret ligeglade. Men hvordan skal jeg gå, bare der er en der små snakker lidt siger min lære at man skal sti stille, hun behøver ikke at sige det til mig, jeg har kun mig selv at snakke med. Så jeg bliver nok nød til at vente til det ringer ud eller vo-