Analyse af H.C. Andersens 'Lille Claus og store Claus'

Dette eventyr hedder Lille Claus og store Claus. Lille Claus og store Claus er skrevet af H.C. Andersen den 8. maj 1835. Det er et romantisk skæmteeventyr, da det er realistisk men overdrevent og der findes masser af løgnehistorier, ironi og humor. Den er romantisk fordi lille Claus er denne her typiske romantiske fyr der både er opfindsom, smart og han narre den grådige store Claus.

Resume

Lille Claus og store Claus handler starter med at store claus slår lille claus’ hest ihjel. Lille claus tager ud for at sælge skindet, han skal have husly og søger hos en kone og mand. Lille claus narrer manden med der er en troldmand i sækken hvor der egentlig er hesteskind. Manden tror på det og giver lille claus en skæppe penge for sækken. Derefter truer lille claus en degn med at smide ham i åen, men degnen betaler ham en skæppe penge for at lade vær. Store claus hører at lille claus fik penge for skindet så han slå sine heste i hjel men alle synes det er for dyrt. Han bliver sur og vil slå lille claus ihjel men i stedet kommer han til at slå bedstemoderen. Så narrer lille claus kromanden, så han tror han selv slog bedstemoderen ihjel ved at kaste et glas mjød i hovedet på hende. Store claus hører at han fik penge for bedstemoderen så han slår sin egen bedstemor ihjel men der er jo ingen der vil købe den døde bedstemor. Store claus bliver træt af at blive narret så han vil kaste lille claus i åen men lille claus er så klog at få narret store claus igen igen. Han får store claus ned i åen så han drukner.