Min Begrundelse for genren, ”døden”, er faktisk lidt svært og gennemskue, men jeg har masser af grunde.
Jeg-fortælleren, starter med, at sige han først kommer ind i historien senere, men jeg får et stærkt indtryk af han er i lejligheden i starten. Den alvidende jeg-fortæller fortæller om deres optakt i lejligheden som om han selv er der, men faktisk kommer han først ind i billedet på side 84.
Jeg-fortælleren virker som en højere magt hele vejen igennem historien og ikke bare en almindelig person. Dette sker også, da han sidder i toget og læser Simons tanker, det virker også utrolig mystisk.
En af mine andre grunde til, at han er en højere magt er, at han sidder på en café hvor han ved de vil komme forbi.
”Det varede længe. Men så var de der.” Dette beviser han ved de ville komme forbi, og desuden hvordan kan han vide hvor lang tid de har været af sted?
Simon bliver skudt til sidst i novellen og til dette kommer disse bemærkninger: ”Ak, hvor er mennesket dog skrøbeligt, når det stilles over for universets fundamentale kræfter…”
Det lyder i dette tilfælde som om han hele tiden har vidst, han ville dø.
Det allersidste afsnit lyder sådan: ”Men den tredjestørste magt må være den, som manifesterer sig som kærlighed imellem mennesker” – Konkluderede jeg, og derefter knappede jeg jakken, bandt mit nye slips og smilede pænt til den lamslåede tjener – hvorpå jeg forlod fortovscaféen.
Det er gratis at oprette en konto