Stor panik i Bangkok

Opgave 3: Oversvømmelsen Der har været et kraftigt regnskyl, som har sat Bangkok under vand.

D. 23/9 2016 Af Rasmus Matthiesen [email protected] Jeg vågner onsdag morgen ved, at det regner voldsomt, og der er panik stemning. Jeg befinder mig midt i Bangkok under den værste katastrofe i 50 år. Monsunregnen har varet i 3 uger nu, men har taget voldsomt til i nat. Jeg ser, at folk søger højere op på tagene. Floden Phraya er steget, og vandet strømmer gennem byen og river ting med sig. Et stort egetræ, en bil og masser af tøj flyder afsted i det brune vand. Redningshelikoptere er på vej for at hjælpe mennesker, som flyder i vandet. Der ligger lig i vandet, og man kan høre gråd fra de overlevende. Der er allerede omkommet 300 personer, og jeg er bange for, at det bliver et meget større tal. Indbyggere i de ydre dele af Bangkok vader gennem vand helt op til brystet, og derfor bliver de nødt til at løfte børnene, mens de prøver at komme tættere på byens centrum. Den værste del af monsunregnen vil forekomme i dag. Vejrmeldingen tyder på, at der kommer mere regn, men at det heldigvis ikke ville være lige så voldsomt. Lige nu gør det ondt hver gang, man bliver ramt af regndråberne, fordi de kommer med sådan en høj fart. Folk oppe på tagene fryser og er fuldstændig gennemblødte. Skolerne er i gang med at evakuere, og børnene kommer hen til den centrale del af Bangkok, som er beskyttet af diger og sandsække. De skal overnatte i haller, indtil det værste af monsunregnen er gået over. Det er ikke kun skolebørn, der er der. Der er mange familier, der søger mod det centrale Bangkok, så der vil snart være overfyldt med mennesker. Jeg tager nu ind til det centrale Bangkok for at interviewe en familie. Ling Thu er ankommet med sin datter til Bangkok i dag. - Pludselig væltede vandet ind, og jeg hørte min datter skrige inde fra værelset, fordi der var fyldt med vand. Jeg skyndte mig ind på værelset, tog hende op på skuldrene og forsøgte at finde resten af familien, fortæller Ling Thu med angst i stemmen. Man kan se, at han stadig sveder og er meget påvirket af situationen. - Jeg forsøgte at trøste min grædende datter hele vejen mod centrum og håbede, at min kone og søn allerede var kommet derind. Vi kæmpede, og vi løb med vand til maven, men det blev heldigvis lavere og lavere, jo tættere vi kom mod centrum. Jeg tænkte hele