Tvillingehuset

op mod huset der tårnede sig op for enden af vejen. Det var enten et stort hus eller et lille slot. Min tvillingebror Mathias sad ved siden af og spillede ipad mens jeg så ud af bilens forrude for ikke at blive køresyg. Pludselig sprang der noget ind foran bilens lyskegler og min mor skreg mens min far næsten stod på bremsen, så min sele strammede. Nu kunne jeg se hvad de så, midt ude på vejen stod der et majestætisk kattedyr der vendte sig om og kiggede roligt på mig, som om intet var sket, og blinkede. Det var mærkeligt men jeg var næsten sikker på at den blinkede til mig, som hvis vi delte en eller anden dyster hemmelighed. Som hvis den vidste det om mit mærke, mærket der var kommet for 2 uger siden, mærket som selv ikke Mathias vidste at jeg havde. Et højlydt dyyyyyyyyyyyyt bragte mig tilbage til virkeligheden så jeg lige kunne nå at se dyret hoppe ned i skoven på den anden side. “Hvad var det” spurgte min mor “det lignede en los” svarede min far “måske“ sagde min mor. Så kørte vi videre i stilhed. Da vi kom op på toppen af bakken, var haglen gået over i regn men til gengæld regnede det så meget at vi, i løbet af de 5 sek det tog os at løbe ind i huset, blev drivvåde. Mathias og jeg løb op på det der skulle være hver vores værelse, vi fik begge et lille 6-kantede tårn, som stod parallelt over for hinanden. Der var 2 etager i huset, og alt for meget plads men der var ingen der ville købe det så vi fik det til en god pris. Der var 2 stuer på nederste etage, samt et aflangt køkken. På 1-salen var der vores forældres soveværelse, og et rum som ifølge vores far nok skulle være et hobbyrum (hvis mor gik med til det). Så kom min mor ind ad døren “flyttevognen kommer først i morgen så du bliver nødt til at sove på gulvet i nat”. Jeg nikkede, selvom jeg syntes det var uretfærdigt at de kunne sove i den dobbeltseng som de tidligere ejer havde efterladt, men tog alligevel nogle tæpper og puder og lagde mig ned. Omkring en halv-time senere kom Mathias op til mig “hey kom og se” De fire ord var det eneste han sagde og så gik han igen. Det var altid ham der fik os ind i problemer, men det var også altid ham der fik os ud igen. Mathias havde altid været den modige af os og det vidste han godt selv. Selvfølgelig gik jeg efter ham. Hvordan kunne jeg gøre andet? Han var min bror. Han havde brug for mig. Da jeg indhentede ham var han halvvejs nede af trappen “ hvor skal vi hen?” spurgte jeg, “jeg har fundet en dør” svarede han mens han gik med blikket fremadrettet. Jeg blev lidt skuffet, der var massere af døre i huset og ingen af dem førte til noget spændende “ hvorfor skal jeg se det, det er da kedeligt” hans svar gjorde mig bange, så bange at jeg kunne mærke mit hjerte slå hårdere i brystkassen, for at prøve at bevæge det blod der var frosset til is rundt i kroppen, mens han langsomt vendte sig om kiggede på mig med et så indtrængende blik at han så fem år ældre ud og så sagde han de ord jeg senere skulle have mareridt om “den var der ikke for 3 minutter siden.”