Der var engang 3 ryttere som kom travende, en mørk og stille aften, 2 smukke jomfruer og en muskuløs ung mand. Der er stilhed iblandt de 3 unge mennesker, indtil til sidst en af de smukke jomfruerne spørger ”Skal vi ikke gøre smutvej over dødningebakken?” imens hun kigger spørgende på de andre, Jomfruen hvis navn var Johanne spørger nervøst ”Hvad siger du Per?”, men den til tider frygtløse Per har intet imod dødningebakken, som har et omdømme for at være stedet i omegnen hvor der sker mærkelige ting. Der går en historie om, at i gamle dage er en konge blevet begravet der som aldrig fik fred, fordi det var hans kone der dræbte ham. Derfor siges det at han stadig hjemsøger stedet. Men det tror Per ikke på. Per tøver alligevel en smule, men siger så selvsikkert ”Det kan vi vel godt”. Imens de ridder mod dødningebakken er der atter stilhed.
Kapitel 2
De 3 ryttere nærmer sig dødningebakken da Jomfruen ved navn Eline, som var hende der foreslog at gå over dødningebakken, hører et skrig. Et skrig fra en baby. De 2 andre undrer sig over Elines ansigtsudtryk, Eline tysser på dem og spørgere dem derefter ”Kan i slet ikke høre det?”. ”Hører hvad” bliver der hurtigt svaret fra Per. ”Det det er en baby!” nærmest råber Eline nervøst. Hesten begynder at blive utilpas, men Eline er en erfaren rytter, så hun får den hurtigt ned på jorden igen. Eline sætter meget pludseligt op i galop og de andre prøver ved besvær at følge med da Eline ikke kun er en erfaren men også en god rytter.
Det er gratis at oprette en konto