Valravnen

Det er aften over skoven. Mellem fyrretræer og egekrat kom 3 ryttere galoperende, 2 unge piger, og en lidt yngre dreng ved navn Per. Bag dem ligger en øde strand og det grå hav med de dundrende bølger, og langt forude ligger det åbne landet sig med stubmarker engdrag og ødede plørede veje, der føres til landsbyer og herregårde og videre bort. En af pigerne har lagt sig i spidsen og sidder rank på hendes hest og følger hestens ubesværet bevægelse. Mens den anden pige glider rundt på sadlen og falder næsten af et par gange. Pigerne hed Eline og Johanne. Der var også en af drengene der hed Per. Pigerne spørger om Per ved hvorfor det er det bliver kaldt dødningebakken. Per svare ja Kristine har fortalt mig det mordere og dem, der er døde på egen hånd bliver begravet her.

Der er en der hedder Hr. Axel, som ejer en gård og som har Per til at hjælpe med nogen gange at malke og noget helt andet, men i dag var han træt da han var vågen hele natten i går sammen Eline og Johanne. Han var smadretræt og gabte hele tiden. Per skulle alligevel lave noget men han skulle ikke hjælpe nej men øve sig med sværdene og spurgte om Torben