Valravnen

Det er aften over skoven. Mellem fyrretræer og egekrat kom 3 ryttere galoperende, 2 unge piger, og en lidt yngre dreng ved navn Per. Bag dem ligger en øde strand og det grå hav med de dundrende bølger, og langt forude ligger det åbne landet sig med stubmarker engdrag og ødede plørede veje, der føres til landsbyer og herregårde og videre bort. En af pigerne har lagt sig i spidsen og sidder rank på hendes hest og følger hestens ubesværet bevægelse. Mens den anden pige glider rundt på sadlen og falder næsten af et par gange. Pigerne hed Eline og Johanne. Der var også en af drengene der hed Per. Pigerne spørger om Per ved hvorfor det er det bliver kaldt dødningebakken. Per svare ja Kristine har fortalt mig det mordere og dem, der er døde på egen hånd bliver begravet her.