Det er fredag. Jeg sidder i et tog på vej til Silkeborg. Min mobil er løbet tør for strøm, og jeg er tvunget til at være en del af den virkelige verden. Jeg kigger rundt og ser på de andre passager og deres fokuseret ansigter, som er suget til deres smartphones. Der sidder to ældre damer overfor mig. De snakker om den gang, de var unge. Den gang hvor en tidsfordrivende ting som en smartphone ikke fyldte et almindeligt menneskes hverdag. Udover samtalen mellem de to ældre damer så er køreturen meget stille. Den eneste form for larm er, når toget engang hvert tyvende minut meddeler det næste stop. Nogle få kigger op fra deres skærm. Men lige så hurtigt som deres hoveder kom op, lige så hurtigt bliver de suget tilbage til deres ”livsnødvendige” smartphones.
”Næste stop… Silkeborg” lød det over højtalerne. Jeg rejser mig sammen med tre andre, som har deres hoved klistret fast til deres smartphones. Vi går mod togets udgang. Deres hoveder er stadig suget til deres skærme. Da toget standser, er det første gang siden togturen startede, at de lægger deres telefoner fra sig og går mod udgangen. Det er min første togtur, hvor det gik op for mig, at rigtig mange er så fokuseret på deres smartphones, at en simple ting som kommunikation blev fortabt gennem de scrollende fingre. Før i tiden var det mere almindeligt, at man brugte sin mund til at have en samtale. I dag er det mere almindeligt at bruge sine fingre og en skærm. Men det er ikke kun kommunikation, som foregår over smartphones.
Det er gratis at oprette en konto