Førhen var diagnosen død en helt anden end i dag. Dengang mente man, at man var død, hvis man ikke trak vejret, eller man ingen puls havde. Enten holdt man en fjer op foran munden, for at se om der var et åndedræt til at få den til at bevæge sig, eller man holdt et spejl op foran munden, og så efter om der dannedes dug der på. Det var jo en primitiv måde, at undersøge om man var død. Der er også myter om folk, som har vært skindøde og er vågnet igen. Dengang udstyrede man kisterne med klokker i tilfælde af, at man vågnede igen efter begravelsen. Det er også et tegn på, at det ikke var en sikker metode, at erklære en person død på.
I dag er diagnosen død en helt anden. Man er først død hvis hjernen er død. Før diagnosen død stilles, må to læger undersøge, om patientens hjerne på nogen måde reagere. Lægerne har cirka 12 forskellige check, de skal foretage på patienten. Hvis der ikke er nogen form for tegn på liv i den første undersøgelse, venter man en halv time, og så foretager de samme to læger atter engang de 12 check. Er der atter ingen tegn på liv, erklære man personen død. Man slukker så for alle de lægemidler, der indtil da har holdt mennesket i live. Et hjernedødt mennesket vil ikke kunde trække vejret selv, eller på nogen måde være psykisk til stede. Det er ikke tilladt, at holde et hjernedødt menneske kunstigt i live, men er der bare et af de 12 check, lægerne lavede, der er positive, holder man personen i live, og forsøger at få ham eller hende til bevidsthed.
Det er gratis at oprette en konto