Organdonation og familieetik i novelleperspektiv

Jeg synes ikke familien håndterer problemet ordentligt, da jeg mener at de godt kunne snakke med den gamle dame om hvad de vil gøre, i stedet for at holde hende udenfor, og beslutte alting bag hendes ryg. Og de kompenserer for deres dårlige samvittighed, ved at planlægge alle møderne hjemme ved hende, så de får besøgt hende samtidig, men de ved godt det er fejl. Den gamle dame må have det dårligt, for hun kan jo høre at de snakker om hende, men hun forstår ikke/kan ikke helt høre hvad de snakker om. Alligevel lader hun dem bestemme, for hun kan ikke selv tænke klart, da det hun jo ikke okay i hjernen. Det er alt for dårligt af familien at de så spørger hende, når de har besluttet det hele. Budskaberne i novellen er at man som pårørende til en gammel som i situationen her, skal passe på man ikke tager beslutninger hen over hovedet på den gamle. Et andet budskab kan være at det jo er godt at den unge mand donere sin hjerne, men det kan jo ikke lade sig gøre overhovedet, men at man så tænker over om man vil donere sine organer selv. Jeg tror meningen bag novellen er at man skal komme til at tænke over både det med at tage beslutninger for andre, og så spørgsmålet om organdonation. Den kan godt bruges til debat, efter min mening.