Analyse af digtet Fravær

Digtet “Fravær” blev skrevet af Michael Strunge og udkom i digtsamlingen “Livets Hastighed” i året 1978. Digtet er et lyrisk digt. Det er på 7 strofer og 25 vers. Efter hver strofe kommer der en mindre mellem strofe, dvs. første strofe har 3 vers og derefter kommer der så bare et enkelt vers. Digtet handler om en lyrisk jeg-fortæller, som fortæller om sine tanker og følelser han har på grund af sin seneste tab af en bestemt person. Forfatteren har valgt at nævne digtet “Fravær”, fordi digtet omhandler en lyrisk jeg-fortæller der har mistet nogen, det kan man for eksempel se i det første vers, hvor han vælger at skrive “Jeg leder efter dig”, det antyder meget stærkt at der er nogen der er væk. Titlen lægger sig meget fint over hele handlingen og giver læseren et godt indtryk af digtet før man overhoved har læst det. Forfatteren bruger mange neutral ladede ord, som giver i sammenhæng med teksten en meget kold og ensom stemning. F.eks. vælger han at skrive “sengetøjets ?hviskende hvidhed?”, eller “nattens ?stumme sorthed?”. Disse ord har ingen ladning, men alligevel danner de en bestemt følelse ved læseren. Denne følelse af ensomhed går igennem hele teksten. Den lyriske jeg-fortæller beskriver ikke kun sine tanker og det han ser med normale udtryk, men i stedet for vælger han at give bestemte ting en egenskab. Han benytter sig af mange besjælinger, fordi han lægger sine erindringer om den person som gik i de forskellige ting, f.eks. “Sengetøjet hvisker om vort samvær”, med dette udsagn giver han udtryk for at sengetøjet har f.eks. en bestemt duft af den person som gik, eller at det er uordentlig. På denne måde “hvisker” (fortæller) sengetøjet noget om det der er sket i den sidste nat før hun/han gik. Men forfatteren bruger sig ikke kun af besjælinger for at skabe stemning og fortælle de minder, men også personifikationer, som f.eks. “Natten tænker på dig og dit fravær får tingene til at tale”, med denne personifikation prøver han at give natten en egenskab at tænke over personen som gik, måske på grund af at personen altid har sovet hos den lyriske jeg-fortæller, og nu savner “natten” personen. Den lyriske jeg-fortæller sætter sine tanker, minder og følelser i ting omkring ham. Forfatteren gentager nogle ord ofte i digtet for at holde den stemning han skaber konstant, f.eks. bruger han meget hviske, stumme eller