Essay om flygtninge

in klamme perker!” ”Skrid hjem til dit hjemland!” ”Du bliver aldrig dansker” Det var ord som blev spyttet lige i ansigtet på mig, tidligere på måneden. Jeg er normalt ikke typen der tænker alt for meget over tingene, men her på det sidste har jeg både hørt og læst mange ting om fattige-lande, krig og mest af alt flygtninge. Som anden generationsindvandre som både er født og opvokset i Danmark ligesom alle andre danske børn, tvivler jeg nogle gange på om jeg er velkommen her i landet? Hvorfor er jeg ikke lige så dansk, som ham eller hende? Er der et problem i at jeg udøver min religion derhjemme, eller i offentligheden? Og Hvilket land er mit hjemland? Jeg har oplevet nogle få gange i mit liv, at folk har opført sig mærkeligt, eller gået ind i mig med vilje. Nogle gange vil folk stille sig foran mig i køen, og ikke nænne at se mig, selvom jeg stod der før dem. Andre gange har folk snakket langsomt og spurgt om jeg vidste hvad de sagde. Begge gange har handlingen været mere ydmygende end talen. Og begge gange har jeg med mit bedste dansk og høfligste attitude fortalt eller svaret dem, pænt. Mange gange bliver folk overrasket og fortæller mig- ” Du er godt nok til dansk, det er der ikke mange der er.” Men hvorfor skulle jeg være dårlig til dansk? Og hvor end jeg går hen, kan alle snakke nok dansk til jeg kan forstå dem, så medmindre de bor et sted med folk som lige er flygtet til Danmark, kan jeg ikke se hvorfor ”mange” ikke er gode til dansk? Mange danskere ser Danmark som deres land. At de ejer dette land og alle os andre som er flygtninge, indvandre, eller bare en tand mørkere end Inger Støjberg, har intet at gøre her. Men den skinbarlige sandhed er; hvis vores forfædres land var et fredfyldtland uden krig, så ville vi tage det næste fly derhen og der ville ikke være en stor sandsynlighed for at i ville høre fra os igen. Desværre er det sådan det forholder sig at mange af os enten vil dø af fattigdom eller krig, fordi de rige lande bliver rigere og de fattige lande plaget af borgerkrig ja de forbliver fattige og plaget af borgerkrig, fordi ingen vil have andres problemer. Det er ikke ét problem vi taler om, men flere. For eksempel: De mentalt syge mennesker. Her i Danmark kan man få medicin, så man ikke yder skade på andre, men i de problematiske lande er der ikke smarteapoteker med medicin for mentalt syge-personer. Og hvis der var, hvem ville så have pengene til at betale for det dyre medicin? Eller hvad med U.S.A., som betaler Taleban krigere for at blive i Afghanistan, for som sagt før ingen vil have problemer til sig og slet ikke farlige problemer som dræber. Men hvad med at vi så snakker om et af de store problemer, her i Danmark nemlig: Artikler og rygter. En undersøgelse viser at kun