Ved siden af det lille røde batterisymbol øverst på skærmen, kunne man igennem det dæmpede lys fra strømbesparelsestilstanden svagt ane symbolet ’1%’, og jeg måtte konstatere, at jeg ikke kunne komme ind på mine sociale medier lige foreløbig. Men jeg tænkte, at det var fint, for hvad skulle man egentlig med mobiltelefoner, når man var ude at spise med sine bedste venner/veninder? Ud af øjenkrogen kunne jeg se servitricen komme bærende på en bakke med sushiruller, i alle de grønne og orange nuancer man kunne forestille sig, stående på ræd og række. Min mund begyndte at løbe i vand, og allerede før hun havde lagt bakken på bordet, stod jeg klar med mine sushipinde. Men jeg fik dog ikke engang lov til at røre sushien, for selvfølgelig skulle mine venner/veninder først lige tage et billede af maden til snapchat, instagram, facebook og alle de andre sociale medier, der nu findes på mobilen. Mens de sad med øjnene klæbet fast til telefonskærmen, følte jeg mig pludselig valgt fra, som om jeg ikke var vigtig nok til deres opmærksomhed. I det korte øjeblik af irritation gik det dog med ét op for mig, at hvis jeg havde haft min egen telefon på mig, havde jeg helt sikkert gjort det samme selv, valgt mine venner fra for den digitale verdens skyld. Men hvad var det, der fik os til at vælge en digital verden fremfor vores egen virkelighed, og var det her et bevis på, at vores generation var blevet grebet af en afhængighed til mobiltelefonen, som ikke vil komme til at gavne fremtiden og det sociale samvær?
Det er gratis at oprette en konto